Tillykke med de 30
Man kan næsten ikke kalde sig selv fan af dansk rock uden at kende til det eponyme debutalbum fra Dizzy Mizz Lizzy. Den unge trio bragede ind på de danske hitlister i 1994 og førte an i en sand bølge af fremragende bands, der dominerede scenen i årene efter. Inside The Whale, Kashmir, Boghandle, Passion Orange, Psyched Up Janis og flere andre havde med diverse hits og gode plader alle deres eksistensberettigelse i midten af 90’erne, men med undtagelse af Kashmir, der holdt ud i en del år, er det Dizzy Mizz Lizzy og deres legendariske debutalbum, folk husker bedst.
I år fylder pladen 30 år, og det skal selvfølgelig markeres. Derfor tog denne anmelder en tur til et vindblæst Amager og besøgte Royal Arena, hvor fødselsdagsfesten skulle holdes sammen med 16.000 fans.
Kellermensch
“For helvede noget lort, mand. Shit, det var dårligt. Men i det mindste fik jeg da skideondt i ørene …” Således lød ytringen fra en knap så tilfreds koncertgænger, da supportbandet fra Esbjerg var gået af scenen. Den meget kontante dom har næppe været delt af alle aftenens fremmødte, men på enkelte parametre forstår jeg godt mandens frustration. Selvom Kellermensch i min optik er et fremragende band, der altid udviser masser af nerve, indlevelse og intensitet, kan det diskuteres, om de var et oplagt valg som opvarmning til Dizzy Mizz Lizzy. Er det rent faktisk mørk, melankolsk og introvert sjælerock, folket vil have til at sparke festen i gang, mens de bæller fadøl og venter på livlig og riffstærk rock fra et af landets bedste livebands? At dømme efter reaktionerne blandt aftenens fremmødte, hælder jeg umiddelbart mest til ’nej’.
Uanset hvad man synes om valget af Kellermensch som support, kan man, isoleret set, ikke klandre dem for ret meget, når det kommer til performance. Lyden var desværre ikke med dem, da den var alt for høj, og den imponerende detaljerigdom, bandet normalt er garant for, druknede ulykkeligvis i “BajerBoksens” betonresonans. Pokkers ærgerligt! For Kellermensch kom virkelig med alt, hvad de havde, og den altid veloplagte Sebastian Wolff i front fik især numrene fra nyeste plade, Capitulism, til at skinne. Særligt den næsten tårefremkaldende “I’m Not Like Everybody Else” blev leveret med fantastisk intensitet, der sad dybt i undertegnede, længe efter koncerten sluttede.
Da Kellermensch lukkede og slukkede Hades-scenen på Copenhell i 2023, var det med et brag af en koncert, der var så intens og følelsesladet, at myrepatterne kriblede frem på samtlige fremmødte kroppe. Men dengang var det også en mørk sommeraften, hvor kontekst og stemning udgjorde et perfekt match og gik op i en højere enhed. Det gjorde det desværre ikke helt denne aften. Men det var altså ikke udelukkende bandets skyld.
Dizzy Mizz Lizzy
Der er nok ikke mange, der kender Tim Christensens bedstemors søster, Vera. Og så alligevel. For det er nemlig et billede af hende som lille pige, der pryder fronten på Dizzy Mizz Lizzy; et af de bedste sælgende danske rockalbummer nogensinde. Cirka 250.000 styk er der blevet langet over disken alene i Danmark, og i Japan, hvor gruppen ligeledes opnåede stor succes, solgte pladen omkring de 100.000. Ganske godt gået af en flok teenagere fra Valby.
Alderen har dog ingenlunde reduceret spilleglæden, og det var et rigtig veloplagt band, der indtog scenen kl. 21. Der blev åbnet med “Thorn In My Pride” og “Rotator” fra albummet af samme navn, og herefter bød den altid rolige og beskedne Tim Christensen velkommen til festen. Efter at have hævet stemningen yderligere med spørgsmål til publikum om, hvor mange der har været med i samtlige 30 år, samt hvor mange der havde slæbt deres børn med, kom en lidt nedslående melding: Debutalbummet skulle nok blive spillet, men først skulle vi lige høre lidt andre numre. En slags “best of the rest”, som den gode Tim så forsigtigt proklamerede. Bevares, at starte med fejringen for så at slutte med blandede numre fra resten af karrieren ville måske heller ikke være faldet i god jord, men en ventetid på 40 minutter syntes lang til at begynde med.
“11:07 pm” blev, ikke overraskende, modtaget med jubelbrøl og fællessang, men da vi efterfølgende skulle igennem både “In the Blood” og “I Would If I Could But I Can’t” var der en del, der gik ud for at købe øl. Ikke fordi Dizzy var kedelige. De var skam meget velspillende, og ydermere havde lydkvaliteten ændret sig til det bedre. Faktisk så markant, at det i momenter var noget af det skarpeste, man nogensinde havde hørt i arenaen. Men det var alligevel ikke magisk. Det var godt, men uden wow. Indtil tonerne af “Mother Nature’s Recipe” blev slået an, og herfra steg stemningen markant.
Det krævede ikke en krystalkugle at spå om, hvorvidt resten af koncerten ville få tilfredsstillet de 16.000 fremmødte. Legendariske skæringer fra en hel generations ungdomssoundtrack blev serveret på stribe, og man fik hurtigt fornemmelsen af, at bandet stadig var blevet tiljublet, om de så havde kørt koncerten hjem på armprutter og kazoo i bedste Amin Jensen-stil. De kunne simpelthen ikke gøre noget forkert. “Glory”, “Waterline” og “Barbwired Baby’s Dream” blev smidt i hovedet på publikum i ualmindeligt overbevisende stil, mens andre numre som “Hidden War” og “… And So Did I” bar lige så meget præg af ligegyldigt fyld, som de gør på det 30 år gamle album. Men det gjorde ikke ret meget. For alle vidste, at der stadig var store øjeblikke i vente, og et af disse kom med “Love Me A Little” – mere festlig singalong-rock findes næppe, og når man står i tomme ølkrus til knæene, slipper selv de strammeste onkler og tanter alle hæmninger. Og så manglede vi bare aftenens højdepunkt, som de fleste nok også havde gættet på, ville blive aftenens sidste nummer: mageløse “Silverflame”. Her blev stemningen fuldstændig elektrisk, og der vil med al sandsynlighed være et femcifret antal sangstemmer, der lyder temmelig rustne dagen derpå.
Alt i alt forløb aftenen temmelig meget som ventet, komplet med folkefest, fællessang og fadøl i absurde mængder. Dizzy Mizz Lizzy sejrede, men det var ikke fuldstændig uden små bump undervejs. Nå ja, der er vel ikke så mange andre måder at gøre det på, men det var ikke magi fra start til slut. Snarere nostalgi med magiske momenter. Men uanset dette ønskes en af Danmarks allerstørste rockplader et kæmpemæssigt tillykke med den runde fødselsdag.
