Sveriges mest standhaftige er allerede tilbage med nyt efter deres udmærkede comeback Where Ironcrosses Grow. Denne gang har man taget en mere radikal indgang til bandets lyd med en mere klar adskillelse af det melodiske og det brutale. Især brutaliteten er så høj som den sidst var det i 1993 med "Indecent & Obscene", hvilken jeg også synes at denne plade minder mest om af bandets værker. Med en spilletid på en god halv time er der heller ikke plads til mange dikkedarer, så Dismember tager én ved struben lige fra første sekund.

Lyden er i forhold til forgængeren også mere punchy end sidst, hvilket sikrer at de geniale riffs ikke går under i en sø af mudder som kan være tilfældet med Dismember. Man tager sig også tid til en lille tribut til et af bandets indflydelser med den så passende betitlede "Autopsy". Desuden får Iron Maiden også endnu et anerkendende vink med den instrumentale "Phantoms (of the Oath)" der indeholder nogle af de bedste melodier der endnu er undsluppet David Blomquist’s guitarhals.

Derimod er sange som "Shadows of the Mutilated" og "Never Forget, Never Forgive" den typiske Sunlight dødsmetal fra de årle halvfemsere som jeres undertegnede er helt pjattet med. "Time Heals Nothing" er et nummer der ligger lidt i samme klasse som "Tragedy of the Faithful" fra forgængeren, med dens fede blanding af melodi og aggressivitet. Først hen mod pladens sidste numre bliver der sluppet i gashåndtaget med den stampende "Into the Temple of Humuliation" og den dystre "Blood For Paradise", medens man lukker og slukker i fin stil med den fede melodihammer "Where No Ghost Is Holy".

For folk der syntes at den foregående plade var en tak for doomet, kan jeg roligt anbefale "The God That Never Was" da man ikke har lydt så aggressiv siden 1993. Men inden folk nu råber på en kopi af "Like An Everflowing Stream", så tag lige og giv denne plade en lytter, da denne i mine øjne absolut er blandt bandets bedste udgivelser.