Snasket sludge, svedige grooves og iørefaldende melodier leveret i et helstøbt album
Tunge toner fra Danmark
Soothsayer er navnet på det første fuldlængdealbum fra den københavnske trio Dirt Forge. Bandet blev dannet i 2013 af medlemmerne Alexander Kolby på guitar og vokal, Yannick Bünger Kristensen på bas og backingvokal samt Nicolai Lomholt på trommer. Forinden dette album har gutterne udgivet en EP og to singler. Med inspiration fra bands som blandt andet Eyehategod, Down, Conan og High On Fire er stilen lagt, og Dirt Forge er da så småt gået hen og blevet et kendt navn på den efterhånden voksende danske sludge metal-scene. Hertil skal det lige nævnes, at jeres skribent, nemlig undertegnede, selv er tidligere repræsentant fra den nordjyske afdeling af samme scene, og det er af hele mit rockhjertes kærlighed, at jeg elsker veludført musik fra denne genre, så med bandets stil og omdømme er vi allerede godt på vej, inden pladen er røget på.
Good ol’ truckerarms groove, slimede sneglespor og klæbende ørehængere
Vi skydes i gang med nummeret ”Rust & Copper”, der, med en slags tremolo picking-guitar, langsomme toneskift og en ”all over the place”-type trommespil, skaber en intens dynamik fra start. Efter godt 30 sekunder ændres stemningen, og vi bliver ført ud i et smukt ”rumklang og delay”-atmosfærisk guitarstykke, som, i takt med at bassen og trommernes deltagelse roligt stiger, leder lytteren ud i en form for drømmelignende tilstand. Hvorefter guitareffekten ændres til en dejligt smadret distortion, trommer og bas stiger i power, og en thrashet scream-/growl-vokal i bedste stil med sangere som Max Cavalera og Crowbars Kirk Windstein præsenterer bandets fulde udtryk. I nummeret ”Fortress Burning” bliver der dælen dulme leveret ørehængere – særligt i form af en intro, hvor et lækkert, stemningsfuldt bluesrock-riff lægger ud med en vanvittigt fængende melodi, som meget gerne vil sætte sig fast i hjernen. Bluesriffet bliver i mødet med trommerne og bassen efterfulgt af et mere tempofyldt groove rock-stykke, der udvikler sig til at variere mellem tunge breakdowns og ”truckerarms rock”-riffs toppet med growl-vokal. Nummeret fortsætter sin udvikling med både tempo og dynamik, indtil ca. 3 minutter og 40 sekunder inde i nummeret, hvor bluesmelodien vender tilbage – først med alle instrumenter på, derefter guitaren alene, men denne gang suppleret af en slags messende, tilbagelænet mandekor sunget til tonerne af melodien. Det her, det er satme kræs; en melodi, der, efter pladen er slut, stadig sidder i hjernen i timevis. Er man til lyden af det danske band Get Your Gun, vil dette stykke også falde i god jord. Sangen afsluttes ved, at alle instrumenter samt gowl-vokalen mødes om melodien og runder af. Personligt er jeg en sucker for musik af den hårde skuffe, hvor der synges på dansk, og i sangen ”Intet Tabt, Intet Hændt” kæles der for mine øregange. Her bliver der i bedste old school hardcore-stil leveret lækker dansk lyrik. Nummeret er som efter en klassisk punkrock-opskrift: kort og kontant. Men det er halvandet minut med en vaskeægte ”in your fucking face”-attitude. Her viser drengene, at de har en forståelse for nogle af genrens rødder, hvilke blandt andet kan findes hos hardcorepunken. På den nye Dirt Forge-udgivelse finder man tre numre, der alle bærer albumtitlen – altså ”Soothsayer” del I, II og III. Sangene har dog hver sin undertitel. I ”Soothsayer II: Die Waiting” bliver vi gynget godt i gang med et heftigt groove-stykke. Der bliver igen smidt sekundlim i øregangene – denne gang i form af en catchy sangmelodi udført med den growl-agtige frontvokal. Cirka halvvejs inde i nummeret støder vi på en sangvariation, da growl-vokalen bliver suppleret af en lysere scream-vokal. De to synger skiftevis og skaber på den måde en fed kontrast i musikken. Well done, guys!
Sødt, salt, surt og bittert = umami
Dirt Forge formår med deres debutalbum at vise, de forstår, hvad grundingredienserne til god sludge metal er. Der bliver leveret drømmende, svævende og atmosfærisk guitarlir, som sidder lige i skabet (det søde). Rytmesektionen skaber super svedig groove rock-lyd (det salte). Vi finder vrede hardcorepunk-elementer i løbet af pladen (det sure), og med den melodiøse growl-vokal møder vi følelser som desperation, angst, had og fortvivlelse (det bitre). Med disse elementer sammensat får vi veludført sludge (umami). Skal man dog finde et enkelt kritikpunkt, vil det være, at der mangler lidt mere vokalvariation i numrene. På enkelte tidspunkter kan det blive en anelse monotont med growling-vokalen, og i de numre, hvor sangstilen varieres, skabes der lækre kontraster. Jeg er vild med ”growl vs. scream”-stykkerne, som giver lydbilledet ekstra nuancer, og jeg er helt tovlig med det der mandekor-agtige stykke i ”Fortress Burning”. Det er virkeligt en ørehænger, som efter min mening godt måtte fylde lidt mere i nummeret. Men da min eneste kritik egentligt er en smagssag, får drengene flotte 9 ud af 10 for deres debut. Når alt kommer til alt, er Dirt Forge et band, der bestemt har en fremtid i sigte, og Soothsayer er et helstøbt album med en fin rød tråd hele vejen igennem. Hvis man er til bands som blandt andet Akimbo, Crowbar, Doomriders, Hark og Baroness, vil denne udgivelse også falde i god jord, og for mit vedkommende er det bestemt ikke sidste gang, den ryger på afspilleren.
