Genganger
Det sker jævnligt, at vi har gengangere her i Detektoren – og det er vi naturligvis glade for. I februar 2019 anmeldte vi således Devil’s Tea Partys debut-ep, og nu er onemanbandet klar med opfølgeren Vol. 2. På debuten roste vi bagmanden André Swiz for hans musikalske evner og den flotte vokal, men vi efterlyste også noget vildskab og nerve; ep’en var simpelthen for pæn. Det store spørgsmål er derfor, om Swiz har ændret kurs, eller om Vol. 2 er endnu en omgang poppet rockmusik med en pæn produktion.
Enkelte højdepunkter og en masse sukker
Lad det være sagt med det samme: Der er ikke sket meget siden debutudgivelsen Devil’s Tea Party. André Swiz spiller stadig letfordøjelig rockmusik med klare forbindelser til poppen – og det kan for så vidt være fint nok, hvis det er den lyd, man sigter efter. På Vol. 2 trakteres vi således med fire numre fordelt over cirka 16 minutter, og ep’en byder både på lejrbålsstemning, firserrock og ømme ballader.
Pladen skydes i gang med ”Being Original” – et nummer, hvor vokalen er det absolutte fokuspunkt. Swiz afprøver forskellige teknikker, diskuterer med sig selv i en humoristisk vokalduel og starter sangen med et vokalstykke, der minder om David Bowies ”Let’s Dance”. Skæringen er ganske velfungerende, har en behagelig lyd og en hyggelig stemning – men noget mesterværk er det næppe. Der mangler lidt ballast; et modspil til det fine og silkebløde.
På ”Everyday’s Mental Breakdown” går Devil’s Tea Party dog i den helt anden grøft, og her får vi faktisk lidt nerve og vildskab. Tempoet sættes op, den elektriske guitar hives for alvor frem, og vokalsiden er både flabet og fyldt med bandeord. Sangstilen minder om Axl Rose, og i det hele taget er ”Everyday’s Mental Breakdown” som taget ud af 80’erne. Endnu en fin, men ikke overrumplende skæring.
Den obligatoriske ballade får vi på ”’Only One’”, der byder på simpelt, men fængende guitarspil og fine trommer. Omkvædet har en god melodi, men igen kan man savne (og det gør jeg) nogle større armbevægelser. Efterfølgende rundes ep’en af med covernummeret ”Zawsze tam gdzie Ty”, oprindeligt udført af det polske rockband Lady Pank. Her leverer Swiz sin flotteste vokalpræstation (heldigvis synger han på engelsk!), og den akustiske guitar ledsager ham ganske pænt. Flot udført.
Det er dejligt, hyggeligt, behageligt, trygt og fint at være i selskab med Devil’s Tea Party, men som lytter bliver man aldrig udfordret eller overrasket – og dét kan være et problem. Pladen er med ganske få undtagelser lyserød og fløjlsblød hele vejen igennem, og man kan håbe, at Swiz vil udfordre sig selv og lytteren en anelse mere fremover. Indtil da: Smid Vol. 2 på anlægget, og nyd en håndfuld yndige sommersange, der næppe vil fornærme nogen.
