It’s tea time
Nogle skyr Djævlen; andre drikker te med ham. Københavnske André Swiz gør tilsyneladende sidstnævnte, for i sommeren 2018 dannede han Devil’s Tea Party. Som eneste medlem i bandet står Swiz for nærmest alt, og i december smed han sin første ep på gaden. Den lille plade består af bare fire numre med en samlet spilletid på 16 minutter, så der er ingen tid at spilde. Lad os komme i gang!
Velfriseret og ikke så vildt
André Swiz har læst på lektien og tydeligvis hørt en masse rockmusik; det beviser han til fulde med Devil’s Tea Party. Pladen byder på simple guitarriffs, skrigende soloer og en – til tider – flabet attitude, men alligevel er der også noget andet på spil. Projektet leger åbenlyst med genrerne, og på denne ep møder vi alt fra punket rock til sukkersød pop. Sikke et spand.
Med åbningsnummeret ”Hit the Pedal” får vi blød rock med et punket beat og en pæn stemme. Swiz har sit musikalske håndværk i orden, og både sangtekst, attitude og hensigt er helt efter rockbogens regler. Der bliver råbt en smule og kastet en beskidt solo ind i sangen, men alligevel bliver det hele en anelse for pænt. Nummeret savner noget ægte vildskab og en markant kraftigere lyd. Det samme gør sig gældende for næste skæring, den funkinspirerede ”Get on the Floor”. Efter 45 sekunders klassisk rock’n’roll – der egentlig fungerer ret godt – smides vi ind i et funky univers i stil med det gamle Red Hot Chili Peppers. Melodien er forholdsvis fængende, Swiz synger flot, men atter savner jeg noget mere vovemod. Det er simpelthen for sikkert og alt for forudsigeligt.
På ”Guess I Believe in Love” og ”Angel” bliver stilen endnu mere forsigtig – og vi nærmer os faktisk et punkt, hvor ep’en ikke længere kan klemmes ind under rockparaplyen. Nuvel. Begge numre er fløjlsbløde kærlighedssange, der ganske effektivt viser, at Swiz er en kapabel sanger. Desværre går resten af arrangementerne hurtigt i glemmebogen, og hele oplevelsen bliver en anelse lyserød og ufarlig. Hvor er attituden og nerven?
Devil’s Tea Party har masser af kvalitet og fungerer udmærket som singer-songwriter-projekt. De enkelte skæringer er både velskrevne og behagelige at lytte til, men desværre forekommer de også meget tandløse. Der mangler noget reel identitet og gennemslagskraft – evnerne er der skam.
