Deiphago er et tre-personers black metal band, og med black metal menes der det sorteste og mest sataniske af slagsen. De blev dannet i 1989, og har siden da holdt den sataniske linje hele vejen til deres nyeste album, Satan Alpha Omega, som jeg ikke er glad ved.

Albummet starter med en intro der ikke består af meget mere end en sirene. Derefter bliver vi smidt direkte ind i kaoset på "Human Race Absolute End", som mest af alt minder om en stor satanisk, psykisk forstyrret grød. Trommerne kører konstant og virker mere eller mindre tilfældige, og er det man mest kan høre. Guitaren er i samme stil, men man kan dog høre forskel på guitarsoloer og rytmespil. Begge dele er dog lige kaotisk. Bas kan man ikke høre noget af. Vokalen er en pinsel for ørene. Den er klassisk black-metal skrig, men i en ekstra skærende tone, som gør det endnu værre at lytte til. Den utrolig ringe produktion. Albummets outro er heller ikke bedre. Den består af summen og hylen, og ikke så meget andet. Der er ikke rigtig mere at sige om dette album, udover at jeg overhovedet ikke kan lide det. Jeg synes at black metal godt må have atmosfære og bare et lille strejf af struktur i sangen, hvilket overhovedet ikke er til stede her.