En personlig kamp?!

Jeg kan godt forstå, Deiphago kategoriserer deres musik som ”war metal”, for det er lidt af en krig at nå ind til musikken på deres seneste udgivelse.

Stagnation?

Jeg får indtrykket af stagnation fra bandets side, og der er ikke rigtig noget som samler musikken. Kaotisk, er min første tanke. Så kan man argumentere, at så er det netop ”war metal”, men man må formode, at siden bandet vælger at udgive albummet, ønsker de at formidle en bestemt oplevelse og følelse og ikke bare efterlade én med følelsen af forvirring mere end noget andet?!

Formidlingen går i øvrigt også fløjten, når lytteren skal kæmpe en personlig kamp, fordi man befinder sig i et konstant reverb-helvede. Det gør, at man nærmest skal klippe sig igennem en overdreven vatteret produktion for at nå ind til numrene, og nu lyder jeg som min egen bedstemor, meeeen alting med måde.

Ikke helt uinteressant!

På den anden side dækker produktionen en smule over, at Sidapa tilsyneladende ikke rigtig har tænkt voldsomt meget over sine guitarsoli. De er temmelig hovedløse - ikke engang "bare" shredding, mere sådan... nå! Han er en rutineret musiker og kan jo ellers godt!

Voltaire666's vokal kæmper desværre for livet under vattæppet, så lytteren får slet ikke den fulde glæde af hans sædvanlige brutalitet, råhed og primale skrig. Samme Voltaire666 står også for bassen, og jeg sætter pris på, at man også får lov til at høre den som instrument, og ikke bare bund og/eller fyld gennem hele albummet.

Noget af det bedste ved denne udgivelse er Savnok's trommer. Du bliver hamret igennem som af en sværvægtsbokser i ringen, og de små finurligheder, han hele tiden smider ind, gør, at man lige lytter efter en ekstra gang.

Der dukker til stadighed nye interessante detaljer op for hver gang man lytter til Into the Eye of Satan, og der er også nogle fede tunge ting, hvor man helt af sig selv rocker med, men det er sgu ligesom Deiphago tænker: "Hah, snyyydt!", og i samme blastbeat fortsætter ufortrødent ud af krigsstien. De lader ikke lytteren få lov til at svælge i oplevelsen. Det er et konstant bombardement uden tanke på det taktiske.

Jo da, men...

Samlet set er der ingen nytænkning fra bandets side her, men kan du lide Deiphago, ved du på forhånd, hvad du får, og det leverer de... næsten!

Bedste tracks er ”Bloodbath of Genocide, ”Red Dragon of Chaos” og titelnummeret ”Into the Eye of Satan”.

Into the Eye of Satan skuffede mig lidt, og jeg vil vælge at lytte til bandets tidligere udgivelser, hvor de sædvanligvis spændende detaljer ikke skjules i produktionen.