Kalejdoskopmetallerne fra Californien disker op med en ny plade til dine minder in spe

Flamingoerne flyver

Med godt og vel 21 år på bagen, burde man forledes til at tro at Deftones har indgået en af de famøse korsvejsalliancer, for ud af de tusind bands der poppede op på alt / numetal scenen i midten af 90’erne, er der ikke mange tilbage og ud af de få, er der endnu færre der er relevante den dag i dag. Og hvorfor er det så lige at Chinos lange sokker stadig rocker?

Change

Det kan i høj grad skyldes Deftones’ evne til at forny sig på hvert evigt eneste album. Fra deres numetallede første album Adrenaline til det eventyrligt smukke Diamond Eyes, finder de konstant på nye måder at udfordre både dem selv som band, men også os, deres fans. Deftones er ikke et lettilgængeligt band på nogen måder og jeg kløjes i alle de genrer der med tiden er blevet påhæftet deres lyd. Numetal, alternativ metal, experimental metal, shoegaze, post-metal etc. Uanset hvad man vil vælge at kalde det, er det gennemgående træk ved det her cirkus, deres evige ekspanderen og eksperimenteren med hvad man kan finde på og stadig fastholde folks interesse og hengivenhed.

Når man så, som undertegnede her, betegner sig selv som die hard fan, er det naturligvis både en forbandelse og en velsignelse at sidde med ansvaret for at fortælle andre hvorfor de skal eller ikke skal give Gore en chance. Og det er svært, for Deftones er en personlig oplevelse. Som altid, kræver det et nyt sæt ører, hver gang man skal lytte til dem for første gang. Men jeg tror det i høj grad handler om man med deres gamle skiver har de der lyserøde briller på som vi alle sammen kender, for hånden på hjertet.. Hvor meget af deres musik har man ikke med tiden knyttet stærke minder til? Deftones vil altid minde alle om den dér magiske sommer, eller ham / hende man aldrig fik helt fat i, eller, eller…

Hele udtrykket på albummet er længselsfuldt og næsten melankolsk, men uden det bliver med triste miner, og hvis vi absolut skal sammenligne størrelser, så har Gore mere tilfælles med Saturday Night Wrist og Diamond Eyes end f.eks Deftones og deres forrige udspil Koi No Yokan, i den forstand det er mindre hårdt og mere æterisk.

Desværre mangler der lige det ene nummer hvor de smider guitaren i rodekassen og kyler sig selv udover grænsen for al anstændighed og det er for tidligt at sige om der er potentiale for en ny ”Change” eller ”My Own Summer”, for med Gore som med al Deftones, det kræver tid at sætte sig ind i det. Men mine penge er klart på den tredje og sidste single ”Hearts/Wires”, for den er eddersparkme iørefaldende og den der, indtil videre, sælger albummet bedst. Ellers er der gode chancer for ”Phantom Bride” med Jerry Cantrell som gæst, der kan man godt fange lidt Alice in Chains vibes, noget der går virkelig godt i spænd med de drømmende toner der præger både nummeret og albummet som helhed.

Scream your praise

Som band fornyer de sig for hvert album og selvom de konstant er i bevægelse, kan man altid høre det er dem. Gore byder på en masse små finurligheder, man ikke ved første eller andet lyt, får med. En basgang her, et beat der og så Chinos særprægede stemme, der næsten giver mig troen på kærligheden tilbage, jeg forelsker mig i den gang på gang og på dette album er der ikke meget anderledes. Den kører sit eget tempo som sædvanligt, uden at tage hensyn til rytmen i musikken, så på det punkt er alt som det plejer og jeg køber den og behøver ikke kvitteringen, ellers tak. Dette er et mesterligt medrivende album som jeg, om et par år, glæder mig til at se tilbage på og savne sommeren ’16…