Svenske Defaced som hovedsageligt består af udbrydere fra så fænomenale bands som Soilwork og Darkane har mere eller mindre produceret lidt af en perle. Med deres heavy guitars, imødekommende slagtøj, samt en god gang sang, som er en blanding af Marco Aro fra The Haunted og Robert flynn fra Machine Head, har de svenske drenge formået at lave en plade med både nosser og melodi. Musikken er en syntese af The Haunted, Darkane, Soilwork, samt bands som Transport League og en del Machine Head lækkerier. Jeg vil ikke fremhæve nogle bestemte sange, da de alle har et eller andet over sig, men sange som "Once In Between", "Beneath My Swirl", "The Fading Suns" og ikke at forglemme den lille Alice in Chains inspirerede ballade "Forever Winding" hører nu blandt eliten. Så er du ude efter noget kick-in-the-face-rock-and-metal, så er Defaced det rette køb.