Decapitated spiller koncert i VoxHall, Aarhus C .
Decapitated - Blood Mantra

Blood Mantra

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Der er ingen overraskelser på Decapitateds seneste udgivelse, Blood Mantra. Planen i studiet har nok lydt sådan her: ”Drenge, denne gang kører vi den sgu bare ind med fede riffs og total smadder på tønderne!” Og det er præcis det, de gør. Og tusind tak for det!

Decapitated kommer fra Polen og har siden år 2000 i alt udgivet 6 plader med herlig, hurtig og groovy dødsmetal. Bagkataloget være hermed anbefalet! Bandets nuværende medlemmer stammer dog kun fra år 2009, hvor Vogg, hovedmanden og eneste, oprindelige medlem, genstartede bandet.

Lyden har naturligvis ændret sig en smule henover årene. På den seneste plade er der således kommet lidt flere moshpit-egnede, repeterende grooves med i forhold til de tidligere udgivelser, som indeholdt lidt mere teknisk guitarlir og flere temposkift. Ellers er alt ved det gode gamle. Produktionen er i øvrigt helt i top på den nye plade, så der er både top og bund i lyden, som hverken fremstår spids eller for sammenpresset. Der er med andre ord rum på pladen, så alle instrumenter står klart i mixet.

Heavymetal.dk interviewede Decapitated i 2006, hvor deres nye forsanger Cowan lige havde afløst Sauron, som var den oprindelige forsanger fra bandets begyndelse i 1996. Se link nederst. Allerede dengang var bandet så småt skiftet til mere groovy dødsmetal. I øvrigt skal det da lige nævnes, at Sauron naturligvis ikke har lagt heavyhornene på hylden. Sauron fortsatte – naturligvis - under navnet Pig i både Masachist og Anal Stench. I dag er det dog Rafał Piotrowski, der bærer stafetten som forsanger. Og det gør han ganske glimrende med et knap så mudret growl, som Sauron lagde for dagen i bandets tidlige dage.

Blood Mantra

Det er egentligt ret enkelt det her. Der er fuld knald på fra start med dobbeltpedal, brutal growling og fede riffs, der slynger sig imellem hinanden. Det kører ganske enkelt, som det skal. Særligt skal et nummer som Veins dog fremhæves for den virkeligt herlige og meget klassiske indledning. Sådan skal et rigtigt moshpit-nummer skrues sammen! Titelnummeret Blood Mantra er nok pladens bedste. Se Youtube-klip nedenfor. Her har bandet virkelig fundet det perfekte miks mellem groovy riffs, tung, tung dødsgrowl og buldrende dommedagsdobbeltpedal. Helvedes heste nærmer sig i rask trav!

De fleste af numrene har den der særlige evne til at grave sig ind i lytterens ubevidste, så når musikken ikke er i ørerne, kan man finde sig selv i at længes efter lige præcis at høre dét riff eller dén overgang uden at kunne huske, hvor på pladen musikstykket findes. Nicely done, boys!

Når man nu har valgt at tone rent flag og gå direkte efter struben på heavy-folket med groovy dødsmetal uden dikkedarer, trækker det desværre lidt ned i min bog, at de sidste to numre er mere rolige, dvs. knap så energiske og direkte. Det forstyrrer oplevelsen af den samlede plade en smule, at den ender så relativt blidt. Når ørerne når dertil og er vant til et fysisk tryk fra flænsende guitarer, hører de slet ikke de sidste to numre ordentligt, hvoraf især det næstsidste, Blindness, faktisk er ret fedt.

Hvis man erhverver sig udgaven med bonus tracket Moth Defect ender pladen dog alligevel, hvor den startede; nemlig med direkte indsprøjtninger af livets eliksir i heavy-hjertet i form af groovy dødsmetal. Moth Defect er dog et af de lidt mindre interessante numre. Men det er petitesser på en virkelig god udgivelse, der bør give anledning til spontan headbanging - om du så sidder på arbejde, i bussen eller futter rundt i Netto med hovedtelefoner.

Tracklist

  1. Exiled in Flesh
  2. The Blasphemous Psalm to the Dummy God Creation
  3. Veins
  4. Blood Mantra
  5. Nest
  6. Instinct
  7. Blindness
  8. Red Sun
  9. Moth Defect

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Groove orienteret death

Groove orienteret death/thrash metal, kan både være godt og skidt, og jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke rigtigt bed på krogen da Decapitated udgav deres forrige skive, men måske har det efterhånden bundfaldet sig, at vi nok aldrig igen kommer til at høre en Nihility plade fra Decapitated igen, og lyttet til i det lys, så er Blood Mantra faktisk en rigtig fed skive. Den er også forholdsvis varieret, selvom den er temmelig kort (i hvert fald hvis man ikke har deluxe udgaven med Moth Defect).

UMUR gav Decapitated - Blood Mantra 8/10.