Teutonisk nedrivningshammer for alvor

Østrigske Deathstorm indledte karrieren med en EP tilbage i 2011 kaldet Storming with Menace, og er man en smule tyskerthrash-kyndig, kan man jo hurtigt lægge to og to sammen i forhold til den titel. Siden er det blevet til to fuldlængdealbums, hvoraf jeg kun har stiftet bekendtskab med udspillet fra 2016, Blood Beneath the Crypts, som jeg fandt ret fedt, omend de lige manglede det sidste for virkelig at fange min opmærksomhed. Noget, de i den grad retter op på med Reaping What is Left! Efter en kort intro hamrer bandet nemlig det første søm i med nummeret "Agent of Dismay", som bare sidder lige i skabet. Det er super heftigt, thrashet og meget lidt poleret, det der vælter ud af whatever-anlæg, man nu måtte lytte til skiven på. Jeg tænkte med det samme: "Wow, det er fedt, det her!". Der tages nemlig ikke det, der ligner fanger på skiven.

Når hysteri bliver en kunst

Jeg er faldet fuldkommen pladask for Deathstorm! Jeg synes faktisk, at de gør alt rigtigt på denne skive, for de fanger essensen af alt det, jeg elsker ved thrash metal. Det er uhyggeligt aggressivt, melodierne er der, men underspilles til fordel for et ekstremt arrigt udtryk, der breder sig ud over guitarriffs, trommespillet og den lækre hysteriske vokal, som frontmand Marco fyrer af. Han minder mig lidt om en ung Darren Travis fra Sadus. Der er dømt thrashhit på thrashhit, når skiven her ruller sig ud, og de har samme kvaliteter, som specielt tidlige plader med Kreator, Destruction og Sodom besidder, nemlig at fænge.

Variation...

... findes der ikke meget af på skiven her, men det er jo også pløkhamrende ligegyldigt, når det, de gør, virker! Jeg hader bands, der vil en hel masse, udvikle sig og blive voksne… Nej, stik mig noget som Deathstorm, der bare spiller det, de elsker, og har et fantastisk øre for de rette riffs og opbygninger.  Der er ikke så sørens meget mere at sige udover, at alle thrashhoveder med hang til den gamle måde at thrashe på SKAL ud at investere mønt i Reaping What is Left!