Forventninger til menneskemord
Der er så meget snak om ”The Big Four”, at man ikke finder de andre thrash-kunstnere, medmindre man leder efter dem. Men i ’82 skabtes Death Angel af nogle gutter på 12-15 år, og deres debut-album fra ’88, The Ultra-Violence, regnes så absolut for en Bay Area thrash-klassiker. Sidenhen fulgte en karriere med otte albums og en pause på ti år (fem af dem som The Organization), hvor gruppen af og til har virket, som om de hellere ville spille noget andet end thrash (på Relentless Retribution for eksempel). The Evil Divide fra 2016 var til gengæld et fornemt thrash-album, som giver øgede forventninger – og forhåbninger – til Humanicide.
Kastet for ulvene
Bortset fra en melodisk intro med flere guitarspor end The Blackening skærer Cavestany og Aguilar ellers gennem det første af mange Bay Area-riffs. Når Sisson (bas) og Carroll (trommer) slutter sig til dem, er det tydeligt, at Death Angel ikke er kommet for at spille Trivium – heldigvis. Osegueda bag mikrofonen bringer sit mest omhyggeligt afpissede thrash-game til bordet, og lyder stadig meget, ligesom han gjorde på The Art of Dying (lad os være ærlige – hans teknik var upoleret på The Ultra-Violence). Åbner, titelsang og førstesingle ”Humanicide” er så ægte californisk thrash, som man kan opdrive i 2019, og enhver fan af thrash metal bør sporenstregs rulle ned, skrue op, og lytte efter.
Undervejs på albummet bringer gruppen glimtvis inspirationer udefra. ”Divine Defector” åbner med et tremolo-spillet hovedriff, der lyder halvvejs inspireret af melodisk black metal, og Oseguedas skrig af ”holy waaaaar!” ville få selv Gandhi til at starte et atomprogram. ”Aggressor” er endnu en vinder, som atter låner en snert fra black metal qua versets moltonede kromatik – og så er soloen fantastisk. Enkelte af Oseguedas linjer nikker i retning af power-thrash; specifikt hans halv-melodiske skrig i omkvædet i ”Alive and Screaming” og en kort passage i ”Of Rats and Men” viser, at han sådan set kunne tage en tørn i Iced Earth. Men albummet ud er der et klart og tydeligt fokus på at thrashe hårdt og ægte, og ingen kan påstå at Death Angel er undermålere.
Mellem thrash-skaben stikker enkelte sange ud, som det er reglen snarere end undtagelsen på Death Angels albums. ”I Came for Blood” gør det på den gode måde med et blæsende speed-riff og et omkvæd, der går efter struben. ”Immortal Behated” sætter tempoet ned og skaber en sydende frem for kogende atmosfære, som jeg ikke ved, om jeg er tilhænger af. Til gengæld er jeg stor tilhænger af den halvanden minutter lange flygel-outro; og så på et thrash-album. Verden står ikke længere. Der er dog én sang, jeg kunne have undværet: Næstsidste ”Revelation Song” er ikke dårlig som sådan, men giver associationer til Guns’n’Roses. Jeg ville gerne sige, at det nok bare er mig, men soloerne lyder altså som bevidste hyldester til Slash. Besynderligt nok er jeg kæmpe fan af Cavestany og Aguilars leads på albummet, men jeg foretrækker nu thrash frem for Slash.
Loyal mod pakket
Menneskeheden skal nok selv sørge for at slå sig selv ihjel, men derfor kan man da stadig godt hjælpe dem lidt på vej. På Humanicide gør Death Angel, hvad de gør bedst – og hvad de efterhånden gør bedre end deres statsmænd: thrasher vildt og voldsomt. Til alle thrashfans, som er ængstelige ved Death Angels albums grundet hyppige eksperimenter med mere radiovenlige genrer, lægger jeg med glæde hovedet på blokken for gruppens seneste udgivelse. Hvis du er en af de heldige, der skal til Aalborg Rock og Metal Festival, så gør dig selv en kæmpe tjeneste og lyt til Humanicide.
