En tungere lyd

Vi har tidligere her på redaktionen været ret begejstrede for Danefae: Jeg selv og min gode kollega har rost henholdsvis ep’en Alene og debutalbummet Tro, begge fra 2022, og fremhævet bandets forrygende sangskrivning, flotte vokalside og helt særlige stemning. Og egentlig kunne mange af de positive beskrivelser fra de to anmeldelser gå igen i denne – for Danefae spiller stadig fantastisk flot og godt her på deres anden fuldlængde, Trøst. Én ting har dog ændret sig: Der er markant flere metalelementer end tidligere, hvilket giver pladen et endnu mere dynamisk udtryk. Og det kan vi jo, i udgangspunktet, godt lide.

Stadig mestre udi kontraster

Det tungere islæt er tydeligt på blandt andet ”Natsværmer”, som egentlig starter meget stille med pænt klaverspil og en afmålt vokal, men gradvis bliver mere insisterende og kulminerer i metalliske omkvæd samt en helt teatralsk sidste fjerdedel. Det er et spændende nummer med mange interessante finesser! Godt går det også på ”Sang om håb”, der drager klar inspiration fra folkevisetraditionen, men altså nyfortolker den – og giver den et skud elektrisk guitar. Især til sidst, hvor det, efter Danefaes standard, faktisk bliver rigtig tungt.

Men ok, der kan ikke herske nogen tvivl om, hvor pladens egentlige vægt ligger: Det er selvfølgelig den næsten 13 minutter lange ”P.S. Far er død” – et helt lille epos og første gang, Danefae, i hvert fald på plade, har kastet sig ud i så omfattende en komposition. Den spænder milevidt fra lys, æterisk vokal, lette anstrøg på instrumenterne og delikate klaverfigurer på den ene side til forvrænget vokal, ja, sågar growls og dobbeltpedal(!) på den anden. Der er masser af nærvær og nerve i udførelsen, og endnu en gang demonstrerer Danefae deres evne til at skabe komplekse kompositioner, der aldrig forfalder til rent blær.

Et lille aber dabei ved dette nummer er dog growlvokalen, som simpelthen ikke er ret god. Den leveres af en gæstesanger, hvilket jo er fint, men hvorfor ikke invitere en vokalist, som er mere trænet i den slags? Det virker som en forspildt mulighed, især når man tænker på, hvor mange glimrende growlere, vi har derude i det ganske land. Og ja, måske ville det i virkeligheden have været federe med en clean duet mellem forsanger Anne Olesen og en komplementerende gæstesanger. Den slags kan også sagtens skabe intensitet og klimaks.

Nuvel. Tematisk er bandet ligesom på de to foregående udgivelser forankret i Norden og dennes natur, litteratur og øvrige fortællinger. Det er der jo som sådan ikke noget nyt i – man kunne tænke på meget omtalte værker af Myrkur og Afsky – men det er heller ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken hver gang. For Danefae gør det godt. Og de har deres egen lyd. Hør bare ”Vætter”, der delvis synges på gammeldansk. Det giver en fantastisk interessant klang, som bandet sagtens kunne dyrke endnu mere – og ikke mindst så er det en fed måde at holde liv i den danske kulturarv på. Point for det!                                       

Ikke for dem, der springer over, hvor gærdet er lavest

Danefae er ikke for alle og egner sig ikke til alle lejligheder: Det er ikke baggrundsmusik til den dag, du lige skal rengøre hele huset eller rydde op i kælderen. Nej, hvis du vil have det fulde udbytte – have alle nuancerne med – skal der være ro omkring dig. Sæt dig i lænestolen med ørebøfferne på, luk måske øjnene, og lyt så. I alle 45 minutter. Gør du det, venter der en krævende, men også glimrende musikalsk oplevelse tilrettelagt af et uden tvivl hamrende dygtigt band, der kun begår enkelte fodfejl.