Danefæ

Det er ikke så sjældent, at vi her i Detektoren modtager en mail fra et nyt dansk band, der spiller progressiv rockmusik – og nu er det altså sket igen. Denne gang drejer det sig om kvartetten Danefae, der lidt tidligere på måneden var klar med ep’en Alene. Denne er en lille sag med bare tre numre fordelt over cirka 10 minutter og skal blandt andet fungere som en optakt til bandets debutalbum, der forventes at udkomme senere på året.

Prog rock i en nordisk ramme

Danefae befinder sig som sagt i den progressive ende af skalaen, og egentlig er der ikke voldsomt meget rock eller metal over denne ep; den er mere afdæmpet og afsøgende, end den er aggressiv og hårdtslående. Fans af Isbjörg eller måske de mere stille numre af snart albumaktuelle Feather Mountain vil sikkert synes om bandet – der dog, som navnet antyder, er langt mere forankret i den nordiske stil og det danske sprog.

Alene skydes i gang med ep’ens stærkeste nummer, ”Løbe”. Anne Olesens rene, nærmest æteriske stemme er i front, og en dæmpet instrumentalside komplementerer hende på flot vis. Der er masser af smukke klangflader, en betagende stemning og ikke mindst en vekslende intensitet, hvilket er en stor styrke. Desuden klæder det bandet umådelig godt at synge på dansk.

Ovenpå den succes byder Danefae på ”Efterspil” – et nummer, der kun består af klaver. Stykket er utrolig smukt og velspillet, men det afbryder også flowet en smule og skiller sig markant ud fra de to andre skæringer på denne lille ep. Jeg forestiller mig, at det vil fungere bedre på en hel plade, hvor musikken virkelig kan brede sig ud, og forbindelsen til næste nummer, ”Folder mine hænder”, kan være tydeligere.

På dette nummer, ”Folder mine hænder”, er hele bandet med igen, vokalen er flot og ren, en anelse mere pågående end tidligere, og måske lidt overraskende indeholder denne skæring faktisk et reelt metalindslag. I den sidste tredjedel skruer guitarist Anders Mogensen nemlig op for forvrængningen, og selvom der sagtens kunne være mere smæk på produktionen, er det en spændende udvikling. Danefae viser i hvert fald, at de har mere end ét trick i ærmet.

Korte og lange formater

Der er altså meget godt at komme efter her på Danefaes nye ep, Alene. Bandet spiller fortrinligt, vokalen er flot, og det nordiske islæt giver et spændende udtryk – også selvom Danefae selvfølgelig langt fra er det eneste band, der går i denne retning. Andre af tingene fungerer ikke helt optimalt på en ep – det er formatet simpelthen for kort til – og det bliver derfor interessant at høre, hvordan bandet lyder på en fuldlængde, hvor numrene har bedre mulighed for at folde sig ud og forbinde sig med hinanden. Og her er vi heldige, for Danefae er som skrevet tidligere snart klar med debutalbummet, hvor materialet fra Alene også vil figurere.