Et første møde
Du kender måske ikke Colby Grayson; det gjorde jeg ærligt talt heller ikke, før der dumpede en e-mail ind i Detektorens indbakke. Her pitchede en gruppe musikere deres nye band og spurgte, om vi ikke havde lyst til at anmelde deres første ep – og sådant et tilbud siger vi selvfølgelig ikke nej til! Ep’en hedder Somebody, udkom i november sidste år og indeholder fire melodiske rocknumre fordelt over 15 minutter.
Ta’ det sure med det søde
Colby Grayson har allerede fået spilletid på en amerikansk radiostation og sammenligner sig i den forbindelse med både Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy og Pretty Maids. Lad mig bare sige med det samme, at der er lang vej op til disse navne. I det store hele svinger det fint for hr. Grayson, men noget mesterværk er Somebody altså ikke. Nuvel.
Lad os starte med det positive: Colby Grayson spiller rigtig godt, og det er tydeligt, at gruppens medlemmer har erfaring inden for musikkens verden. De fire numre er solidt strikket sammen, og indimellem får vi endda en sjælfuld guitarsolo (”Forever and Ever”) eller en blæret basgang (”Promises”). Der er flere ting, der fungerer på Somebody.
Desværre er det svært at sætte sig ud over, at denne ep på alle måder falder ind under kategorien ”dad rock” og konstant får mig til at tænke på forsamlingshuse og halballer. Colby Grayson spiller hyggelig og dansabel rockmusik, der næppe vil fornærme nogen – og her ligger problemet måske også. Der er simpelthen ikke noget på denne ep, der er spændende, udfordrende eller det mindste nytænkende.
”Follow Me Home” lyder som et Kandis-covernummer, ”Promises” er en klassisk firserrocker med orgel og hele molevitten, og ”Somebody” viser en mere metallisk side af bandet. Sidstnævnte er bestemt til den simple side, men bandet serverer dog et groovy riff og et nogenlunde fængende omkvæd. Fint arbejde. På ”Forever and Ever” får vi den obligatoriske ballade – og den fungerer egentlig ok. Bandet får skabt en passende stemning, lyrikken er sød som sukker, og vokalist Hans-Erik leverer en fin indsats. Dog synes jeg, at bandet skal genoverveje, om det virkelig er en god idé at synge på engelsk. Den danske accent er tyk på samtlige numre, og jeg tror faktisk, at ep’en ville stå stærkere med en dansk vokal.
Med Somebody har Colby Grayson kreeret en uskyldig ep, der næppe vil begejstre eller fornærme ret mange. Håndværket er i orden, musikken er jævn, og meget mere er der ikke at sige – lyt selv neden for.
