Fyr løs!
Sidst vi her på redaktionen hørte noget til danske Colby Grayson, var i januar 2020. Dengang gjaldt det debutudgivelsen Somebody fra november året før – en ep, vi ikke var helt oppe at ringe over. På den ene side roste vi bandet for det habile håndværk, men på den anden side savnede vi, at de enkelte numre havde lidt mere kant, og at bandet udfordrede sig selv. Ep’en var simpelthen for tam og ufarlig. Siden da har Colby Grayson skiftet en smule ud i staben, arbejdet videre med sin lyd og ikke mindst udgivet to plader: ep’en Stranger fra marts 2020 og albummet Blackout fra oktober samme år. I det følgende gælder det Blackout, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om Colby Grayson har tilføjet noget af det krudt, vi tidligere savnede.
Mere brændsel
Det korte svar er ja: De fem herrer har – som de skriver i pressematerialet – ”rykket mere i strengene”, og det generelle udtryk er klart mere hårdtslående end på debutudgivelsen. Bandet bevæger sig stadig inden for den melodiske rockmusik, og omkvædene er både store og patosfyldte, men indimellem viser instrumenterne tænder, og det klæder bandet. Tydeligst kan udviklingen høres på albummets to første numre, ”Blackout” og ”Battlefield”. Mens førstnævnte har en insisterende bas, byder ”Battlefield” på et ægte rockriff, og begge numre kulminerer i en smagfuld guitarsolo. Colby Grayson kan jo godt rocke på den fede måde! Desuden har ”Battlefield” et omkvæd, der er ret fængende – måske pladens højdepunkt.
På ”Pile of Stones” bliver det en anelse blødere, et kvindekor komplementerer vokalen på fin vis i omkvædet, men ellers gør nummeret ikke meget væsen af sig. Det samme gælder afslutteren ”Tell Me”, der er vellydende og stemningsfuld, men aldrig rigtig bider sig fast. De to numre fremstår en tand anonyme.
I det hele taget er det ikke mange eksperimenter, Colby Grayson laver. De fleste sange er temmelig konventionelle, både hvad angår lyd og struktur, og den eneste reelle afvigelse fra formlen får vi på ”Closer to Heaven”. Her skruer bandet op for den dystre, ambiente stemning, og med vokalen i verset bliver der eksperimenteret en smule. Skæringen er ganske forfriskende, om end man kunne savne, at bandet eksperimenterede endnu mere: Gå linen ud – og se, hvad der sker.
Et skridt i den rigtige retning
På ”Crazy” vender bandet tilbage til det klassiske rockudtryk: Guitarriffet er i fokus, der er attitude i vokalen, og endnu en gang mindes jeg om den udvikling, bandet har gennemgået. For selvom hr. Grayson ikke kaster sig ud i de vilde eksperimenter, og Blackout ikke byder på afsindige udsving, er de seks numre både vellydende og veludførte – og nå ja, så lyder Colby Grayson ikke længere som et Kandis-coverband.
