Sværd og trolddom

Elric af Melniboné, den sidste kejser af ø-civilisationen Melniboné, har lige siden sin fødsel lidt af anæmi – deraf tilnavnet Den Hvide Ulv – og han kunne kun overleve ved hjælp af stoffer. Først da kejseren fandt det magiske sværd Stormbringer, kunne han løsrive sig fra sin afhængighed. Dette mægtige våben medførte dog helt nye problemer for Eric, der jævnligt forrådtes af sværdet, og det bragte død og ødelæggelse over alle dem, som han havde kær.  
Denne udfordrede karakter skabt af science fiction- og fantasyforfatteren Michael Moorcock i 1961 har siden Cirith Ungols dannelse et årti senere været en fast bestanddel af bandets episke univers i form af deres albumcovers, der alle er kreeret af Michael Whelan og – bortset fra coveret til Forever Black – har smykket forsiden af bøgerne i Elric-serien. Også på bandets nyeste plade Dark Parade, der udkommer den 20. oktober, har Den Hvide Ulv været en inspirationskilde. 

Epicus Doomicus Ungolicus

Det, der gør Dark Parade til et album, der er værd at lytte til, er uden tvivl bandets overbevisende arbejde på instrumenterne med talrige guitarsoli og galopperende baslinjer, der komplementeres af de buldrende trommer; for det er jo ikke nogen hemmelighed, at Tim Bakers vokal altid har været ret speciel og enten er noget, man som lytter hader eller elsker. På flere af sangene får vokalsporet, der til tider kan være lidt ensformigt og umelodisk, en opgradering ved hjælp af et godt samspil med instrumenterne og kor. Det illustrerer pladens tredje sang, “Sailor on the Seas of Fate”, der i øvrigt også er navnet på anden bog i Elric-sagaen, på fin vis. Dette track byder nemlig på en emotionel vokalperformance, der passer perfekt til både musikkens udtryk og tekstens indhold. Et element, der tillige gør denne sang helt særlig, er, at bandet har valgt at indlede og afslutte nummeret med den samme akustiske passage, hvilket understreger, at skæbnen i sidste ende er uundgåelig. 
Pladens sidste sang, “Down Below”, skiller sig – på positiv vis – virkelig ud fra mængden, da dens brug af sfærisk kor i kombination med Bakers rå og aggressive stemme giver sangen dybde og en medrivende dynamik. Ydermere er Cirith Ungol i stand til at forbinde klassisk, episk heavy og doommetal-elementer på en måde, der fungerer virkelig godt. Det høres på de førnævnte tracks, men også på titelsangen “Dark Parade”, hvis overvejende tunge og langsomme guitarpassager i kombination med vokalen giver en ildevarslende atmosfære, men den hives pletvist op fra mørket med energiske guitarriffs. Fælles for alle sange er, at de har en god længde samt en virkelig overbevisende interaktion mellem bas og guitar.

It ain't over till it's over

Alt i alt er Dark Parade med sine otte sange en værdig opfølger til amerikanernes seneste album fra 2020. Er dette Cirith Ungols stærkeste plade? Nej. Det er og bli’r King of the Dead. Men hvis du – som undertegnede – længes efter episk metal med en oldschool charme, vil Dark Parade bestemt ikke skuffe. Der er tale om solidt håndværk, hvor det er tydeligt, at bandet har lagt hjerteblod i deres værk. Man mærker ingen metaltræthed hos de aldrende musikere, men ifølge et opslag på bandets Facebook vil 2024 være det sidste år, hvor man stadig vil kunne opleve dem live, så her kommer der en opfordring til de danske bookere fra min side.