Det kan måske godt være, at der ikke er så mange herhjemme af den yngre generation af metallyttere, der kender Manilla Road, men dette amerikanske band har været i gang siden 1977 og udgivet plader siden 1980 (dog med en længere pause i 90erne).

"Playground of the Damned" er det amerikanske bands 15. album, og musikken er omtrent lige så skummel som coveret antyder. Der er tale om traditionel heavy metal i retning af King Diamond - dog en del mørkere, tungere og mindre finurligt og mindre arty. Der er altså ikke sket de store stilistiske forandringer siden "Spiral Castle" fra 2002 (som også er anmeldt på HMdk) og henover de mellemliggende plader. En enkelt, men væsentlig, forskel er, at "Playground of the Damned" virker en del mindre episk, men det kan lige så godt være et produktionsspørgsmål.

Der er masser af stærke riffs (specielt i 'Grindhouse' og 'Brethren of the Hammer') og guitarsoloer af den klassiske slags, mens trommestilen måske er lidt mere moderne med masser af fills og detaljer, og bassen er ganske tydelig. Jeg synes måske, at Mark 'the Shark' Sheltons stemme lyder en del slidt på denne udgivelse, men det er ikke noget, der trækker ned som sådan.

Produktionsmæssigt er lyden lidt flad i det, og mixet er en del ubalanceret. Jeg tror, at en lidt bredere lyd med lidt rumklang nok ville passe musikken lidt bedre og tilføje - eller fremhæve - den episke dimension, mange forbinder med Manilla Road. For eksempel kan jeg godt forestille mig, at aflustningsnummeret 'The art of War', som er en vaskeægte metalballade, ville have været et uforglemmeligt episk mesterværk med en mindre tynd produktion.

I det store hele er der dog tale om en fed omgang mørk traditionel heavy metal, og "Playground of the Damned" er uden tvivl et album, som vil appellere til fans af god gammeldags metal.