Nye kræfter under motorhjelmen
Chelsea Grin er efterhånden et velkendt navn i de yngre metalkredse. Siden deres debut EP Chelsea Grin i 2008, har de udgivet albums med ét til to års mellemrum, hvori de har holdt et ret stabilt niveau af genretro deathcore. I løbet af bandets karriere, har der været lidt mandskabsskifte, men intet af samme kaliber, som da to af guitaristerne og forsangeren, som var med til at stifte Chelsea Grin, valgte at forlade bandet i starten af 2018. Dette efterlod Chelsea Grin med kun en guitarist, bassist, trommeslager og deres nye forsanger, Tom Barber fra Lorna Shore, til at indspille Eternal Nightmare. Med al respekt for tidligere medlemmer, så håbede jeg, at denne udskiftning ville byde på et brud med stilen, og en søgen efter nye territorier.
Status quo
Fra første nummer, “Dead Rose”, kan jeg høre det: nedtunede staccatoriff, gavmildt brug af naturlige overtoner, lave growls med højere skrig til at accentuere, og en sangstruktur, der hylder det store breakdown over alt andet. Jeg ved med det samme, hvad dette er: et absolut klasseeksempel på et deathcorenummer med samtlige tilhørende genretræk krydset af i løbet af 3½ minut. Et stempel som også gør sig gældende for resten af albummet, hvor stilen bliver holdt stærkt fra start til slut. En stil, som de påbegyndte tilbage i 2008, og ikke har ændret meget ved siden. De har bibeholdt lyden i sådan grad, at jeg oplevede deja vú under første lyt. Guitarerne lyder som ”Moderne dødsmetal”-indstillingen på en Kemper/Axe FX/Helix, og trommerne kunne snildt komme fra EZDrummer. Ikke at det lyder dårligt, snarere tværtimod. Eternal Nightmare bringer et lydbillede og en sangskrivning, der er så perfekt optimeret til deathcore, at det mister alle former for personlighed. Til gengæld er der et enkelt overraskende element på albummet. Det første riff i ”The Wolf” formår med sit finurlige rytmiske meter at overraske lytteren med et tiltrængt friskt pust blandt de ellers forudsigelige sange, og markerer sig derved som mit absolutte yndlingspunkt på pladen.
Spil mig noget, jeg ikke har hørt før
Misforstå mig ikke, det er ikke fordi Eternal Nightmare er et dårligt album. Hvis intet andet, holder det niveauet fra deres tidligere udgivelser i hævd, men det er også der, problemet opstår. Det er anonymt og kedeligt, og er mest af alt et 37 minutters kursus i Deathcore 101. Chelsea Grin har lavet det her i 10 år, og man kan knap kende det ene album fra det andet. ”If it ain't broke, don't fix it” er et udtryk brugt af mange, men i dette tilfælde er vi altså ved at nærme os sidste salgsdato. For Chelsea Grin er der ikke mere at komme efter i standardopskriften på generisk deathcore, den genre har de finpudset til perfektion for længe siden, og har kørt i den rille siden da. Kom nu for pokker, overrask jeres fans! Tag nogle chancer, drag ud af jeres komfortzone, og prøv for en gangs skyld at udgive en ny sang, i stedet for at bage videre på jeres surdejsbrødsmetal.
