Driftssikker deathcore fra staterne
Det er ikke mere end et par år tilbage siden, at Carnifex udgav deres album Graveside Confession, som vi var ret begejstrede for. Generelt har Carnifex formået at spytte udgivelser ud jævnligt siden deres begyndelse i 2005 og mange af dem af høj kvalitet. De burde derfor stå som et større koryfæ indenfor deathcore, end hvad der egentligt er tilfældet. Det er desværre de yngre bands, som løber med opmærksomheden, mens Carnifex’ brutale deathcore-maskine ufortrødent buldrer videre. Så det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om maskineriet fortsat er lige så velsmurt og driftssikkert.
Det store musiske paradoks
Vi kan lige så godt tage den med det samme. Necromanteum rammer lige præcis ind i det, som er allersværest at anmelde: et album, som er lækkert produceret og generelt viser et lille løft op på alle parametre i forhold til deres seneste udgivelse. MEN der er forfærdeligt lidt innovation at komme efter, da Necromanteum er tæt på at kunne være Graveside Confession del 2. Noget, enhver Carnifex-fan bør og skal elske, men noget, enhver anmelder vil modtage med en vis skepsis. Det er i sandhed musikerens paradoks, som altid er til stede, når man laver ny musik: Skal man presse sig selv og sin lyd og dermed miste fans, men til gengæld måske få federe anmeldelser og nye fans? Eller skal man spille det meget sikkert? Måske er man jo også bare tilfreds med den lyd, man har opnået, hvilket også er fair.
Necromanteum er ligesom forgængeren en sand smeltedigel af genrer med deathcore som lokomotivføreren i det yderst pålidelige lokomotiv. Der er masser af elementer af symfonisk black metal a la Dimmu Borgir og et stort strøg af 80’er-dødsmetal. Det forfriskende ved, at de vælger at holde fast, er, at mange bands i deathcore-genren insisterer på, at musikken skal være smækfyldt med Meshuggah-lignende guitar chugs og et togvognlæs af langsomme breakdowns med pig-squeals. Her står Carnifex i stærk kontrast med blastbeats, der mest af alt minder om noget fra black metal, og med growls, som er mest sammenligneligt med det, vi hører i dødsmetallen. Dette gælder egentligt også, når det kommer til de mange guitarmelodier og -soli. Det hele er ret gnidningsfrit fusioneret, hvor alle skift fra langsomme tonstunge breakdowns naturligt flyder over i fuld pedal og blastbeasts. Alt dette, mens et grandiost symfonisk ”dyster kirkegård”-lydtæppefungerer som bindeleddet mellem alle sange og overgange.
Der er slet ingen tvivl om, at de er kompetente musikere og ved, hvordan tingene skal skrues sammen. Særligt værd at nævne er sange som ”Bleed More”, hvor der er en ”rolig” bro med lidt melodisk guitarspil, som harmonerer med det symfonisk lydtæppe, hvor koret står i front.
Herefter eksploderer nummeret i et intenst klimaks med blastbeats og growls, hvor det til sidst slår over i klassisk deathcore-chugs, og den symfoniske instrumentering bliver mere hektisk med kor og strengeinstrumenter. Her slutter nummeret med, hvad der godt kan betegnes som et breakdown med guitarsolo. Det er i sandhed en opvisning i god eksekvering, og hvordan deathcore kan være blive mere multidimensionalt fremfor den alt for ofte moderne lidt endimensionelle model.
Karaktergivningskrise
Der er ingen tvivl om, at Carnifex med Necromanteum cementerer, at de klart er et af de bedste og mest interessante deathcore-bands, selvom de ikke innoverer sig selv eller deres lyd på dette album. Spørgsmålet er også, om det gør så meget. Når produktet nu er af så høj kvalitet, så kan det være farligt at ændre på formularen. Der ville jo f.eks. lyde et ramaskrig i Danmarks befolkning, hvis Tuborg lige pludseligt ændrede smagen på deres Classic til noget, der mere humlet og bittert. Ligeledes kan man forestille sig, at Carnifex, som har et meget sikkert produkt her, også vil møde stor modstand, hvis de prøver lidt for meget af. Niveauet er løftet en smule på Necromanteum, men det er samtidigt også meget forudsigeligt i sit lydbillede langt hen ad vejen. Det har, for mig, taget lidt af luften ud af ballonen, da jeg skulle lytte til det. Lidt ligesom film, hvor man næsten kan gætte hele handlingen efter ti minutter.
