De nye og de gamle
Mens yngre deathcore-bands som Lorna Shore og Brand of Sacrifice brager derudad med stor succes, er det rart at se, at nogle af de gamle grupper stadig holder gryden i kog. Dét gælder ikke mindst californiske Carnifex, der siden dannelsen i 2005 har udgivet en jævn strøm af plader – og ofte af ganske høj kvalitet. Senest har de imponeret med både Slow Death og World War X, og nu er bandet altså klar med næste skive i rækken, Graveside Confessions. Og lad mig bare sige det med det samme: Er du til deathcore af den mørke slags, kan du godt begynde at glæde dig.
En plade, der kan det hele
Albummet skydes i gang med tre stensikre hits: ”Graveside Confessions” er voldsom, brutal, velproduceret og med effektiv brug af bandets efterhånden karakteristiske symfoniske bagtæppe. Der er virkelig tale om et solidt deathcore-nummer, der på alle måder viser, at genren stadig har masser at byde på. Succesen fortsætter på ”Pray for Peace”, der præsenterer det måske mest groovy omkvæd på hele pladen. Nummeret består af elementer fra klassisk deathcore, symfonisk black metal og sågar en smule industrial – en genre, som bandet sagtens kunne dyrke endnu mere. På ”Seven Souls” fortsætter Carnifex i samme spor og blander på eminent vis det kaotiske og det stemningsfulde. Sangen er vild og aggressiv, men – som så ofte hos Carnifex – ikke uden sans for det melodiske.
Graveside Confessions er en relativ lang plade med 15 numre fordelt over en god time, og det kan være en udfordring for mange bands at holde lytteren interesseret så længe. Men ikke for Carnifex. Bandet kører nemlig videre med en perlerække af solide sange: Den blackmetalliske ”Carry Us Away” er både uhyggelig og groovy, ”Talk to the Dead” demonstrerer Shawn Camerons evner bag trommerne, og ”Countess of Perpetual Torment” er tung som et godstog. Den er bidende, lige-i-ansigtet og har et virkelig groovy C-stykke.
Til sidst på pladen finder vi tre numre, der også figurerede på Carnifex’ debutalbum, Dead in My Arms, fra 2007. Bandet har valgt at genindspille disse sange, så de kan komme til deres fulde ret med en fed, up to date produktion. Dét projekt er lykkedes til ug, og selvom genindspilningerne nok mest er for inkarnerede fans af bandet, vil jeg anbefale alle at tjekke ”Slit Wrist Savior” anno 2021 ud.
Carnifex gør det igen
Der er meget godt at sige om Graveside Confessions. Bandet viser med al tydelighed, at deathcore stadig er relevant, og at der fortsat findes spændende måder at tilgå genren på. Hos Carnifex resulterer det i et originalt udtryk, der nok er deathcore, men også skeler gevaldigt til blackened death metal og symfonisk black metal. Det er aggressivt, pompøst og virkelig godt skruet sammen. De eneste minusser, jeg kan støve frem, er, at coveret af Korns klassiker ”Dead Bodies Everywhere” virker en smule malplaceret, og at man kunne savne noget – udover ”January Nights” – der virkelig overrasker. Men ærligt talt, det er bagateller. Er du til deathcore, må du ikke gå glip af denne udgivelse. Husk også at dukke op på Gimle i februar, når Carnifex lægger vejen forbi, og læs vores dugfriske interview med bandet lige her!
