Ikke bare et deathcore-band
Carnifex, de spiller deathcore. For kritikere af hybridgenrer er det nok til at affeje dem som en prut i metallens læderbuks, men graver man lidt i deres diskografi, er det tydeligt, at Carnifex ikke bare er et deathcore-band. Udover den klassiske kærlighed til dødsmetal og de for genren obligatoriske breakdowns, har den californiske kvintet de senere år ikke været blege for at rette blikket mod den sorte metal. Og det er mere tydeligt nu end nogensinde på deres syvende album.
Noget nyt, noget gammelt, noget lånt, noget sort
Det allerførste, jeg tænkte, da intro- og titelnummeret var kommet ordentligt i gang, var, at de har kigget godt efter hos både The Black Dahlia Murder og kongerne af blackgrind: Anaal Nathrakh. Skudsalver glider elegant over i støvletramp, en strygersektion introduceres, og en skøn blanding af riffing og blastbeats sparker døren ind med den musikalske pendant til stålsnuder på støvlen. Henimod slutningen af nummeret får vi en god omgang breakdowns, der cementerer, at vi altså stadig hører deathcore. Festen fortsætter ufortrødent på den eminente ”Visions of the End”, og at kalde blastbeats for finurlige er nok lige at stramme den, men ikke desto mindre er det, hvad de er. De benytter sig af både old school- og melodød-elementer: Det infame basdrop fra den gamle skole, trommerne fra den nye og lidt teknisk for at gøre nummeret komplet.
Der er alt andet lige næsten kun pæne ting at sige om World War X. Dog er det, som om de går lidt i stå cirka midtvejs. To numre med gæstevokaler bringer desværre ikke noget nyt til bordet, hvor nok især ”No Light Shall Save Us” med Alyssa fra Arch Enemy kunne være undværet. Jeg siger ikke, at nummeret er overflødigt, tværtimod. Men det er hun, desværre, og det samme gør sig gældende med Angel Vivaldi på efterfølgeren ”All Roads Lead to Hell”. Scott Lewis har en vokal, der sagtens kan stå alene, så det lugter lidt af nogen, der gør nogle andre en tjeneste – jeg synes personligt, at begge gæster skylder en ordentlig omgang. Men heldigvis gør ”Brushed By The Wings of Demons” skaden god igen med sit grundlæggende black metalliske udtryk krydret med melodisk dødsmetal. Jeg sidder efterfølgende og tænker ved mig selv, at Carnifex er tilbage i varmen hos mig og ikke mindst, at deathcore har masser at byde på anno 2019.
Aktiv lytning
Den, for nogle, stadig ukurante genre er nærmest en eftertanke på et album, der mikser moderne old school dødsmetal med diverse former for black. Tilføj dernæst djentede tendenser til nogle habile soli, og du har en udgivelse, der viser, at bandet kun er vokset med opgaven gennem årene. Flere steder bemærkede jeg, hvor effektivt bandet har formået at holde liv i en genre, der ellers blev født med en udløbsdato. En solo der minder om ”Cemetary Gates” her, et riff der minder om Anaal Nathtrakh der, vidner om en opfindsomhed, der puster liv i min rustne kærlighed til en bastard, som gang på gang tilkæmper sig en plads i mit hjerte. Bevares, World War X er langt fra perfekt, men det er en plade, der både sagtens kan tåle at køre i baggrunden, men i den grad også egner sig til aktiv lytning.
