Hæsblæsende Deathcore-angreb fra amerikanske Whitechapel
The Somatic Defilement er et re-release af debutten fra det brutale deathcore band fra Knoxville, Tennessee. I stilen ligger de sig op af deres tidligere materiale, hvilket jo ikke er nogen skam, for deres stil er gennemført, og produktionen på re-releasen af The Somatic Defilement er i top. Det eneste "store men" kommer til at være i forhold til spørgsmålet om det så også virker. Smag er jo en meget individuel ting, og jeg er ikke sat i verden for at diktere hvad der er rigtigt og forkert, men i mine ører bliver det enormt ensformigt med alle de enslydende breakdowns. Suicide Silence der, indtil Mitch Luckers død sidste år, var kongerne på deathcore scenen, formåede at gøre det mange af deres efterkommere ikke formår. Melodierne, og det genkendelige element, der bare gjorde at man kunne genkende et Suicide Silence track på første strofe, er desværre ikke til stede på The Somatic Defilement, og det er synd, for det gør at det hele bare drukner lidt i sig selv. Whitechapel har, lige som Pheriphery, tre guitarister, og efter gennemlytningen af dette seneste udspil, kan man undres over hvorfor. Det bliver benyttet meget få steder og kommer ikke til udtryk som et egentligt stærkt element på skiven. Når alt dette så er sagt så er Whitechapel gode til det de gør. Kigger vi på stilen, med de kendetegn den har, og sammenligner med mange af de andre, der er kommet frem på scenen, så er Whitechapel helt klart et stærkt skud på stammen. Vokalen er gennemgående brutal, om end ikke så varierende, men solid og har en super fed lyd. Vokalist Phil Bozeman gør et rigtigt godt stykke arbejde, og hans vokal er helt klart en gennemlytning værd i sig selv. På kompositionssiden er der, som før nævnt, en stor ensformighed, brudt med de uundgåelige sweeps og tapping patterns bagerst hist og her, og de tunge nedstemte gallop inspirerede riiffs langt fremme i lydbilledet. Trommerne fungerer som de skal inden for denne genre og hamre afsted. Bassen indgår på lige fod og ligger sig meget neutralt og er ikke umildbart til at skille ud, men ville selvfølgelig mangle hvis den ikke var der, men de kan godt flyde lidt sammen når guitarene er stemt så langt ned. Titel nummeret The Somatic Defilent står som det stærkeste track og har sågar et lidt rock n'roll inspireret riff element med også.
Alt i alt er det en solidt bud på en deathcore skive i 2013, fans af genren ikke skal snyde sig selv for. Breakdowns i stakkevis og brutal energi fra start til slut.
"The Somatic Defilement", titel nummeret.
