Efter al forvirringen om bandets gendannelse/opløsning/gendannelse er der endeligt det de meste epic doom fans har tørstet efter siden Messiahs første afgang fra bandet. Med klassikere som "Epicus Doomicus Metallicus" og "Nightfall" in mente, tror jeg nok de fleste havde regnet med et okay album og ikke mere. Men de gæve svenskere og mainman Leif Edling har virkeligt taget sig godt sammen og fundet det ene killer riff frem efter det andet, hvilket ikke ligefrem er det letteste indenfor denne genre, da chancen for at gentage sig selv indenfor Doom er ufattelig stor. Derfor var undertegnede næsten var ved at vælte af stolen da lavinen "Black Dwarf" første gang rullede hen over mig; tung panzer-riffing kombineret med et umenneskeligt tryk genereret af Jan Lindh's trommer. Desuden overrasker vores yndlings munk Messiah Marcolin med en yderst lys vokal, der dog passer absolut perfekt til sangen. "Seven Silver Keys" som derpå følger er næsten hvad man kan kalde for et lille doom hit, især det super episke omkvæd er noget nær det bedste jeg har hørt fra bandet siden "Nightfall". "Assassin Of The Light" derimod er ren doom; tung langsom og dystert som dengang Black Sabbath lagde fundamentet med deres titelsang. "Copernicus" er lidt i den samme skuffe, bortset fra at man her har lagt lidt af den mere teatralske og dramatiske stil i sangen, dermed er den en af de sange der mest af alle minder om bandets gamle firser periode. "The Man Who Fell From The Sky" er instrumental og nok den af sangene der kommer mindst godt fra det, selvom det ikke er en ringe sang den holder bare ikke på samme måde som de resterende sange. "Witches" er der nok nogen der kan huske fra sidste års opsamling hvor sangen var i en demo version, her er den dog en del ændret og så meget bedre for den, da den her er blandt pladens absolutte toppunkter. "Born In A Tank" er igen uptempo og minder en del om "Children Of The Grave". Dette er en sjov ting ved pladen, det er nok den Candlemass plade hvor Black Sabbath inspirationerne skinner allermest igennem. "SpellBreaker" og "The Day And The Night" slutter pladen af med typisk sangskrivning mellem langsomme melankolske passager og episk storslåethed. Som bonus nummer er der udover disse den ret hurtige "Mars And Volcanos" som klart gør det værd at anskaffe sig hvad nu version af pladen den kommer på, dumt at den ikke bare er inkluderet med på den normale version. Derudover må man sige at "Candlemass" har den ubestridt bedste lyd bandet nogensinde har haft, ikke så mærkeligt når man tænker på at man indspillede i det legendariske Polar studie hvor så store navne som Led Zeppelin, Europe, Scorpions og Abba før har lavet deres plader. Havde det ikke været for enkelte mindre vellykkede passager havde jeg ikke været bleg for at give et ti tal, men i stedet bliver dette nok det største 9 tal i historien, da denne plade for mig er den bedste siden 1987's "Nightfall".