We’re off to Næver Næver land
Tilbage i august gæstede mægtige Candlemass den sydsjællandske hovedby, da de foran 700 begejstrede fremmødte satte punktum for fredagens program på årets udsolgte udgave af Næstved Metalfest. I kølvandet på prominente gæster som Dagoba og Rotting Christ fremførte de aldrende doom-pionerer blandt andet den skelsættende Nightfall fra 1987 i sin fulde længde samt klassikere som ”Solitude” og ”Mirror Mirror”. Kuriøst nok udeblev førstesinglen fra Sweet Evil Sun, der ellers ramte gaden den 18. august, dagen før Lanquist og Co. indtog Danmark. Udgivelsen af ”Scandinavian Gods” indledte samtidig nøjagtig tre måneders ventetid inden svenskernes 13. langspiller endelig så dagens lys.
Essensen af messelys
Da den fortabte søn, frontmand Johan Lanquist, meldte sin hjemkomst på The Door to Doom i 2019, indvarslede det samtidig et nyt kapitel i den omfattende fortælling om Candlemass, der efterhånden strækker sig over fire dekader. Efterfølgeren Sweet Evil Sun er således første udgivelse, hvor stemmen bag debuten Epicus Doomicus Metallicus har været fuldt involveret i albummets kreative udviklingsproces. Der er imidlertid langt fra tale om en decideret evolution af det samlede lydbillede, der fortsat bærer præg af tunge nedstemte riffs stærkt influeret af Tony Iommi og en drævende, sammenbidt vokal med samme bryske bitterhed, som vi finder hos Dave Mustaine, Udo Dirkschneider og landsmanden Jørn Lande.
Til gengæld må vi kippe på hatten for producer Marcus Jidell, der virkelig har formået at indfange gruppens soniske essens. Numre som ”Sweet Evil Sun”, ”Angel Battle” og ”Goddess” afvikles hver især med iørefaldende vokal spændvidde, mens de dynamiske riffs fremstår i harmonisk samklang med Janne Linds stramt eksekverede trommespil.
Når man dekanterer en årgangsvin, kan nogle noter efterfølgende forekomme kønsløse. I dette tilfælde statueret ved en lettere anonym optræden på ”When Death Sighs” af Avatariums Jennie-Ann Smith, der også varetog baggrundsvokalen på The Door to Doom. Andre bliver til gengæld mere fremtrædende, som eksempelvis de akustiske elementer på ”Devil Voodoo”, der sammen med det vellydende breakdown i midterpassagen skærper lytterens opmærksomhed. Disse sindrige greb i bandets omfangsrige værktøjskasse illustrerer på glimrende vis hvordan nogle virkemidler bidrager positivt til den samlede oplevelse, mens andre burde være udeladt.
Næver say Næver again
Den tekstuelle kreativitet synes at have fået frie tøjler, da vi når at beskæftige os med så alsidige temaer som babylonisk folklore, skandinavisk mytologi og sydamerikansk voodooreligion i løbet af albummets spilletid. Der er absolut intet i vejen med konceptuelle udgivelser, så længe historierne forekommer relevante og formidles med overbevisning. Fortællingerne på Sweet Evil Sun er isoleret set dragende og medrivende, men det hyppigt skiftende perspektiv forstyrrer i nogen grad sammenhængskraften. Omvendt er de enkelte skæringer af så tilpas høj kvalitet, at det trækker karakteren op - dog uden vi kommer helt op på de høje nagler. Candlemass demonstrerer et bundniveau svarende til det godt og vel middelmådige, hvilket bærer klart vidnesbyrd om, at klasse sjældent fornægter sig. Alene af den årsag bør Candlemass med deres historik og indflydelse, al ære og respekt intakt for Næstved Metalfest, fremadrettet være i stand til at tiltrække et større publikum end 700 mennesker i en sydsjællandsk provinsby.
