Hmm, hvad fanden skal man stille op med sådan et album? Jeg må starte med at indrømme, at jeg var meget i tvivl om hvad dette album skulle have af karakter, da jeg simpelthen både elsker og hader ting ved dette album.

Lad mig starte med det positive. On Broken Wings spiller metalcore. En genre som ellers er ved at være godt og grundigt voldtaget, idet der hele tiden kommer nye bands til, med samme slags middelmådig og kedelig metalcore. Man kan bestemt ikke sige, at Boston bandet On Broken Wings hører med til denne gruppe, da deres version af hvordan metalcore skal spilles, udmærker sig på en helt speciel måde. – væk med alt det melodiske pis, ind med nogle mørke og dystre stemninger og så glem alt hvad du ved om tempo i metalcore-genren. Det er egentlig grunden til, at det lykkes dette band at lave noget metalcore der udmærker sig.

Men desværre er der også lidt negative sider som trækker "It’s All A Long Goodbye" nedad. Først og fremmest har forsanger Jonathan Blake et fedt skrig, men han skønsang er alt for fesen og passer slet ikke ind. Man sidder bare og venter på at han skal holde op med at bræge, for igen at give sig til at brøle lungerne ud. Disse sang-passager er dog heldigvis ikke så hyppige, men alligevel er de med til at ødelægge den ellers så fede helhed. På trods af at On Broken Wings har fundet frem til en fed form for metalcore, så er de ikke verdensmestre i at variere denne stil, hvilket gør at man lidt for ofte kommer til at kede sig, da flere af numrene lyder ret ens. En skam at de to ovenstående ting skal trække karakteren ned for en ellers fed udgivelse, som ligger et niveau over meget af det middelmådige metalcore som man er blevet spist af med i løbet af de sidste måneder.