Fyr en fed på den (u)fede måde

Bag navnet Bongripper står et rutineret firkløver fra Chicago, der spiller ’Miserable Chicago Doom’. Rutinerede må de være, for diskografien er ret omfattende. Debuten fra 2006, The Great Barrier Reefer, er ligesom Sleeps Dopesmoker ét eneste timelangt nummer. Bongripper adskiller sig dog fra genrekollegerne (Bongzilla, Belzebong, Sleep, Dopesmoker, Electric Wizard, Weedeater med flere) ved at spille instrumentalt. Måske er det en fordel i en genre, hvor den gængse vokal er hæs, tynd, ikke dechifrerbar og hvor teksterne sjældent udfordrer lytterens intellekt. Bongripper går bevidst en anden og muligvis klogere vej.

Død og ødelæggelse uden at mæle et ord

Det var ikke pænt at starte med at sætte Bongripper i bås med de andre tågehoveder. Ikke at de nævnte bands ikke kan noget, men bortset fra tempoet er det så som så med hashen her. Du skal tænke Yob, for se, det første nummer, ”Nothing”, varer hele tyve minutter og indvarsles af en lang opbygning med knusende langsomme, bragende, forvrængede guitarstrøg. Langsomt indkredser dette lydtableau et riff. Et ok riff, ikke et mindeværdigt et af slagsen. Det er sådan, Yob ofte gør det, men Bongripper giver sig bedre tid og minder derfor mere om Sleep. Det tager hele fem minutter, før bandet finder sammen i ”Nothing”. I løbet af tyve minutter høvles der langsomt rundt, ikke søvndyssende langsomt, men i et tempo, der er karakteristisk for stenet doom, for Bongripper er i den grad stenet. Der bliver lavet mange variationer over samme riff, og de instrumentale plateauer udvikles langsomt, indimellem med glidende overgange mellem de forskellige idéer, andre gange udført ret abrupt. Det er ikke alle idéer, der er lige gode, og slutningen efter det Yob-lignende mellemspil føles alt for lang.

Lidt bedre er ”Remains”, der følger lige efter. Med sine sølle tolv minutter er det, som om bandet godt ved, at tiden skal bruges fornuftigt, for riffet introduceres med det samme. Selvsagt et riff med masser af høvl på løse, nedstemte strenge. Ja, det er næsten High on Fire, bare sløvet uendeligt ned i tempo og uden Matt Pikes vokal. Det degenererer dog ligesom ”Nothing” hen mod slutningen, der atter føles for lang. Alligevel klart skivens bedste skæring. Det siger desværre ikke meget.

”Forever” varer også tolv minutter, men det er for alvor seriøst monoton træden vande, og her viser Bongripper, hvorfor de har ”Bong” i navnet, og hvorfor ”Forever” er nummerets titel: dræbende monotoni. Det er ellers netop det, bandet selv skriver, at de ikke er, og at ved at lytte opmærksomt opdager lytteren musikken. Men de enerverende gentagelser kvæler. Det går lidt bedre på ”Empty”, der ligesom samler op på og viser respekt for ”Forever”. Bandet arbejder ret længe med de indledende stemninger og stiller sig lige bag My Dying Bride, indtil genrens varemærke, de ultralangsomme guitarhøvl, sætter ind. Der presses en del idéer ind i ”Empty”, som derfor ikke fremstår tom, men flere idéer føles lettere malplacerede. Det virker voldsomt forceret, da bandet moser sig op i semi-thrashtempo. Som om det indslag bare skulle med. Der havde det været bedre at svinge redigeringskniven en ekstra gang.

50/50 er ikke godt nok

Valgte Bongripper så en klogere vej ved at skære vokalen fra? Muligvis, de får i glimt vist, at de kan, men de kører den slet ikke hjem. Og det skyldes ikke skismaet vokal eller ingen vokal. Når de er bedst, er de stadig langt bag nærmeste konkurrent. Og med to rimelige numre og to til den, for nu at bruge et godt jysk udtryk, jævnt trælse side, stiller de sig med et ben i hver sin lejr. Er det meningen, at lytteren skal suge en fed, når albummet sættes på, så virkningen for alvor slår ned, når man når til albummets tågede og alt for repetitive sidste halvdel? Måske, men det er en ufattelig dårlig idé.

Tag hellere og lyt til Weedeaters Jason the Dragon eller et af de andre i indledningen nævnte hashmetalbands.