Sure, gamle mænd?

I starten af 90’erne havde Body Count en hel del at være vrede over, og deres indflydelse på rap, metal og fusionen af disse lader sig ikke fornægte. Har ungdommens oprør måttet vige for alderdommens brok? Eller søger Body Count at erobre et territorium, de allerede indtog i fordums tid?

Bandeopgør, politikerlede og … Pink Floyd?

Intronummeret “Interrogation” placerer os in media res, hvor Ice-T skiftevis agerer forhører og den forhørte i en brutal ordveksling. Hensigten er naturligvis at sætte scenen for den nådesløshed, albummet er navngivet ud fra, men det virker snarere som et ufrivilligt komisk skænderi med ham selv.

Konflikten mellem egne holdninger er da også at finde på “Do or Die”, hvor vi på den ene side skal forstå, at bander og drive-by-skyderier er noget møg, men på den anden side også skal finde forståelse for voldsparatheden overfor disse onde magter, når altså først man har sagt pænt nej. Måske har vi med en lightudgave af “Talk Shit, Get Shot” at gøre? I det hele taget er der ikke meget af det rabiate fra “Cop Killer” tilbage. Ja, sidstnævnte var genstand for en del kontroverser, men blev samtidig synonym for bandets kompromisløse udlægning af en befolkningsgruppes frustrationer.

Heldigvis er der også plads til øjeblikke, hvor musikken har sin plads i rampelyset, og især Ernie C på leadguitar titter kærkomment frem. Albummets perle er uden tvivl “Psychopath”, hvor Ice-T får forstærkning af Joe Bad, der til daglig skråler for i Fit for an Autopsy. Det er dog lidt en skam, at det bedste nummer ender med at udstille pladens mangler frem for at trække helheden op.

I stærk, skærende kontrast til ovennævnte perle står “Comfortably Numb”. Ja, den er god nok, det er et covernummer af Pink Floyds klassiker og så endda med Gilmour selv som gæst. Body Counts tilføjelser består i bund og grund af at søle nummeret til med ukvemsord. Det bliver ret så infantilt, og selv i bandets unge år havde det været plat.

Vreden, først og fremmest

Generelt fylder attituden mere end musikken på Merciless. Nuvel, det er måske præmissen for rap, men lige netop med Body Count havde jeg musikalsk forventet en højere lødighed, deres ophav taget i betragtning. Bevares, der er lyspunkter blandt albummets 12 numre, men når vreden over alt og ingenting fylder så meget, bliver det hurtigt pågående, og jeg føler mig snarere som modtageren af møgfaldet end den, der slutter sig til den vrede hob.