Jeg har aldrig været den store Clawfinger addict, men må da sige at de har en røvfuld stabile skallesmækkere på deres cv, hvorfor bandet stadig har en plads hos mig - om ikke andet så ihvertfald i erindringen. Er det ikke snart ved at være 10-12 år siden at de for alvor betød noget!? Nuvel, så er hitlisteplaceringerne næppe garant for noget brugbart, blandt os som har pikken og hjertet godt begravet i metal i al almindelighed. Men uanset hvad, må man da sige, at Clawfinger anno 2005 fremstår med gode kort på hånden, da der rent faktisk stadig er masser af energi at spore hos de aldrende rock/rap metallere, men nogen ny revolution kommer herpå ikke på tale. Jeg tager dog hatten af for at de stadig gider, samt det faktum, at der på "Hate Yourself With Style" er rigeligt med ørehængere - uden disse når samme umiddelbare højder som "Nigger", "The Truth", "Pin Me Down" og "Do What I Say". Dermed ikke sagt at den nye skive er flad, hvilket den udemærkede karakter da også burde indikere, for faktisk er jeg gået hen og blevet helt fortrolig med mange af pladens 11 numre. Det er ikke fordi "Hate Yourself With Style" er svær at fordøje, men jeg havde lige brug for et par ekstra spin før den rigtig sad i skabet. Det er jeg glad for at jeg gad ulejlige mig med, så det kan jeg bestemt anbefale andre også at gøre. Lidt det samme som også var tilfældet med den ny Fear Factory, uden de iøvrigt har en skid med hinanden at gøre. Nogle gange er det bare en fordel at gemme sin konservatisme lidt af vejen, og prøve at lytte med friske ører. Det lader til at Clawfinger altid har gået meget op i de lyriske budskaber, hvilket mange af titlerne da også kunne vidne om, man den del er jeg nu ret ligeglad med, så jeg koncentrerer mig udelukkende om musikken svinger fedt. Det synes jeg ofte den gør herpå, og i min bog er bl.a. "Dirty Lies", "God Is Dead", "Breakout (Embrace The Child In You)", "Right To Rape" samt titelnummeret ganske fornuftige skæringer, der bestemt tåler dagens lys.