Hashashin’s Creed

Métal Français

Frankrig er kendt for mange ting, men deres internationale metalscene er ikke en af dem. Der findes et par hæderlige bud, men for mange er det kun Gojira der er det eneste relevante band fra de kanter og det er ikke helt fair. For selvom der ikke er voldsomt mange bands at vælge i mellem, vil jeg nu alligevel mene at Blood Ages har hvad der skal til for at nedbryde barrieren mellem Frankrig og resten af verden. Sand mellem tæerne Det skal dog påpeges med det samme at Blood Ages ikke har meget mere tilfælles med Gojira end ophav og overordnet genre. For det her er hverken følsomt eller interesseret i at redde hvalerne, det her er brutal og melodisk dødsmetal, krydret med alt det bedste fra deathcore. Dvs. blastbeats og et growl der gør gamle damer endnu ældre, blandet op med slug chugs og et bette breakdown her og der. Og fanden tage mig om det ikke virker. Det lyder i grunden ret standard når man bare læser det, men der en vildskab bag det og en flok hammerdygtige musikere, med en livlig fantasi. For det her er ikke bare dit standard metalband med tekster man er glad for man ikke forstår; de har med dette, deres andet album på blot halvandet år, skruet et helt eventyr sammen. I en musikalsk version af en novelle, følger vi en ung mand ved navn Hamza, på sin farefulde færden fra et liv som forældreløs til et liv som snigmorder. Alt sammen i et fiktivt univers der mest af alt minder om oldtidens Ægypten, befolket af fæle nekromantikere. Det er som sådan, et vanvittigt fedt koncept – hvis man altså kunne forstå hvad manden sagde. Det er lidt en fuser at skulle have serveret en god historie og så ikke kunne forstå et eneste ord.

Ydermere har deres musikalske tilgang til det mellemøstlige / nærorientalske / ægyptiske tema, ikke fået så meget plads som jeg godt kunne have ønsket mig. Der er lidt strengelir i introen, lidt spooky baglæns messen på ”Beast Within” og nummeret ”Backstab” byder bl.a. på en frasering på de, for vestlige ører, skæve toner, kun akkompagneret af vinden der fejer henover den golde ørken. Det er stemningsskabende og giver mig lyst til at spille Prince of Persia, men desværre virker det som et lidt kedeligt interlude og jeg sidder tilbage med ønsket om de havde inkorporeret det i selve musikken, i stedet for at bruge det som drys.

Op på kamelen igen

Til gengæld kan jeg ikke sætte en finger på musikken, eller vokalen. Jo, den eneste anke er at jeg bed ekstra mærke i nummeret ”Beyond The Gates Of Madness”, fordi det, udover at være en juvel i ørkensandet, er det eneste nummer hvor bassen er decideret hørbar... Jeg så gerne den var længere fremme i det ellers glimrende lydbillede og det irriterer mig grænseløst at den er mixet så lavt, for uden den har du altså ikke et helt band. Omvendt vil jeg gerne rose forsangeren Nicolas ”Aniki” Gandolphe, for han kan sit kram. Han kan både growle så hårene rejser sig og spørg mig lige om jeg blev overrasket, da han på sidstnævnte nummer brød ud i et myrekrybsfremkaldende pigsqueal. De små bidder ”autentisk” musik der er fordelt rundt omkring på albummet, giver associationer til anden akt i det legendariske Diablo II og skal jeg lade være med at stille spørgsmålstegn ved det kreative proces, er det her et pissefedt album. Der er smæk på og hvis man ikke er til breakdowns, kan jeg trøste med der ikke er så mange af dem og de få der er, er godt timede. Det hele oser af ørken og sod på dit knivsblad så det ikke glimter i månelyset og jeg kan i sidste ende godt tilgive dem det er ligeså svært at høre hvad der sker, som det er for en ordblind at læse Necronomicon.