En jævn start på året
Med en EP (Rise from Treason) og 2 albums (Scars og Torture Tactics) i bagagen er The Resistance på banen igen med deres tredje udgivelse Coup de Grace.
Den svenske modstand bryder frem!
Hvis man ikke kender navnene Marco Aro, Jesper Strömblad, Chris Barkensjö, Rob Hakemo og Glen Ljungström så kender man derimod måske In Flames, The Haunted og Kaamos. Vi kan takke online spil for at vi har fået The Resistance, da Jesper Strömblad efter at have taget en pause fra musik, som han var blevet lidt småtræt af, ved et rent tilfælde opdagede at Marco Aro spillede samme spil som ham. De 2 garvede musikere begyndte at snakke sammen og voila – The Resistance blev født. Alle i bandet blev enige om at de er ret så ligeglade med om de sælger album nok osv. De laver det gode gamle svenske death metal de gerne vil og sådan er det bare.
God gammeldaws død
Nogen gange vil man bare høre noget død og lufte garnet og selvom vi har In Flames skal man ikke forvente noget der ligner - overhovedet. Der er lidt guitar riffs ”gemt af vejen” hist og her, men de dominerer ikke på noget som helst tidspunkt. Det er et meget ens tempo hele albummet igennem og jeg mener at når man laver et album på den måde, skal man være helt sikker på at det man laver er fejlfrit. Det er det selvfølgelig i det her tilfælde. På en måde er det forfriskende at The Resistance vælger at lave sådan et album. Jeg havde forventet noget helt andet og er overrasket over at det ikke var hvad jeg regnet med. Den her plade kan høres fra ende til anden på repeat uden at stoppe op ved det der ene nummer som er awsome (som vi alle har prøvet). Der er jo ikke det der ene nummer – det er hele albummet. Jeg kan i skrivende stund, efter at have hørt pladen igennem de sidste mange dage, ikke fremhæve en sang som værende bedre end de andre, fordi de flyder næsten sammen - Især fordi numrene er ikke særlig lange (ca. 3 min.) og man når næsten ikke at registrere at man hører en ny sang, før man er halvvejs inde i den næste. Det er ikke så tit man oplever det og efter min mening er der en grund til det. Det går hen og bliver ret kedeligt at høre på efter noget tid. Hvis jeg ville høre det samme beat hele vejen igennem på et album, ville jeg nok hælde mere til klam techno-tramper musik fremfor lækker metal. The Resistance vil lave ren død med det her album og det er fair nok. Men at lave stort set det samme nummer om og om igen, er da noget af det mest uinspirerende man kan gøre. Især når vi har med musikere af dette niveau at gøre! Det kan de sagtes gøre MEGET bedre. Death betyder da ikke at man udelader variation.
Det er en ommer
Der er sikkert nogle derude der vil mene at det er fedt at The Resistance er røv ligeglade med om det de laver rent faktisk også sælger og det kommercielle aspekt, bare de selv syntes det er fedt og jeg syntes da også at det er fint at de tager et standpunkt. Jeg forventer så også at musikken har den gennemslagskraft som det er nødvendigt at have for at det lever op til det standpunkt. Når det går hen og bliver tamt og kedeligt tænker jeg: ”Er The Resistance ligeglad med salg, eller er de blevet ligeglade med alt?”. Jeg vil sikkert sætte det her album på en gang imellem, men der vil nok gå længe mellem da jeg ellers bliver træt af det i længden.
