Finsk metal, der slet ikke vil være finsk metal
Blind Channel er et finsk metalband, der blev dannet i 2013 og har siden da udgivet fem albummer, og det er det sidste album, EXIT EMOTIONS, som vi skal kigge nærmere på i dag. Du kan lynhurtigt skrotte forventninger om symfonisk storladenhed a la Nightwish eller for den sags skyld monster-heavy a la Lordi. Blind Channel kalder selv deres musik for violent pop, og andre kalder den alt fra nu-metal til electronicore, og de har endda deltaget i Eurovision. Så Blind Channel lader sig måske nok svært kategorisere, og dog lyder det aldrig fremmed eller ukendt.
En skamløs blanding af metalcore, pop, hiphop og elektronisk musik
Det første nummer, ”WHERE’S THE EXIT”, kommer aggressivt ud af startboksen. Skrig og fræsende effekter giver et hurtigt og tungt udtryk, og samtidig har de inkorporeret elementer, der nok bedst kan kategoriseres som pop eller r’n’b. De mange breaks og koret gør, at man sagtens kan se for sig, hvor sublimt det her nummer vil fungere til en koncert, hvor publikum kan stå og skråle med.
Generelt for albummet kan jeg sige, at det er ekstremt velproduceret og glider let ned. EXIT EMOTIONS byder på effektive hooks, breaks, skrål-med-stemning og masser af ørehængerpotentiale. De kraftfulde guitarer fremført af Joonas Porko og Tommi Lallis intense trommer får god plads til at levere, og heldigvis uden at det nogensinde bliver mudret at lytte til eller overtager for meget plads i forhold til de to herrer i front: Joel Hokka og Niko Moilanen. Alle numre ville gøre sig glimrende blæst ud over enhver scenekant og ville uden tvivl være med til at starte en gedigen dansefest. Findes dansemetal som genre? Hvis ikke, så tror jeg måske bedst, at Blind Channel kan kaldes det. Det er pompøst og vildt, og så er det enormt stilrent. De har fundet en lyd og er løbet med den mod kampen om verdensherredømmet.
Tekstuniverset cirkulerer omkring det, at livet kan gøre ondt ind imellem. For eksempel omhandler ”XOXO” smerten ved at miste kærligheden, og ”KEEPING IT SURREAL” taler om at holde fast i håbet, når livet er svært. Det er altså ikke videre originalt, men til gengæld kan alle (igen) være med. Det er en velkendt lyd – men distinkt nok til, at der ikke rigtigt er andre på markedet, der gør helt det samme. Breakdowns og synth lever i skøn samklang på albummet, der også har to gæsteoptrædener – nemlig RØRY, der leverer en smuk ballade på ”DIE ANOTHER DAY”, og på ”XOXO” er From Ashes to New med til at give lidt tyngde – og en endnu tydeligere nu-metal-lyd, i øvrigt. ”RED TAIL LIGHTS” raser med svulstige guitarer, rå vokal, og en elektronisk og psykedelisk solo, der lyder som noget fra Bring Me The Horizons That’s The Spirit-æra. Det er da også sjældent, jeg ser, at metalbands har et medlem dedikeret til at være DJ og samplemester, men Blind Channel har de seneste par år gjort stor brug af Aleksi Kaunisvesis elektroniske talenter.
Der er altså klare nik til 00’ernes store navne som for eksempel Linkin Park (særligt på ”DEADZONE”) og Bring Me The Horizon, hvor Blind Channel frit inkorporerer mange af de samme kneb for at få et enormt radiovenligt og velkendt udtryk. ”Wolves in California” har masser af rap – det kan Niko åbenbart også, attitude, gøende/hylende ulve i baggrunden og ikke mindst et kæmpe omkvæd med syng-med-venlighed. ”FLATLINE” er både bygget op om heavy vokal og rap, og nummeret rummer på trods af sin beskedne spilletid både nu-metal-smadder og dramatisk dance-atmosfære, der giver mig lyst til at hive et par knæklys frem.
De 12 numre er klemt ned på kun 35 minutter, så her kan alle være med – og man skal gøre sig umage for at nå at finde ud af, hvad man mener om et nummer, inden det slutter. Kun tre numre er længere end tre minutter – og ikke et eneste når over fire minutter. Sangenes længde er dog – ligesom genremixet – både en styrke og en svaghed. Jeg kunne virkelig godt have tænkt mig, at bare et par enkelte sange fik lov til at leve lidt længere, inden bandet skyndte sig videre til det næste. De har travlt, men de skal også give plads til at lade musikken fylde.
Hvor fanden er nøglen?
Inspirationen er tydelig, og Blind Channel stjæler med arme og ben fra både hiphop, pop og nu-metal, for det eneste, Blind Channel interesserer sig for, er at stryge til tops på hitlisterne. Men har de fundet nøglen til succes med EXIT EMOTIONS? De er i hvert fald nået til et sted, hvor de kan turnere Europa tyndt med deres nye album, der flyder over med ørehængermateriale, og den halve times spilletid passer perfekt som en feststarter. Det er en knytnæve lige i fjæset på folk, der kun vil høre ”rigtig” metal, og samtidig er det en håndsrækning til radiolyttere, der gerne vil udfordres lidt.
Jeg er spændt på, om det holder live, men min formodning (og forhåbning) er, at det er endnu sjovere live. Så vi ses i Pumpehuset!
