En sammentømret gruppe
Three Days Grace er ikke kendt for at skifte ud i deres line-up, som man desværre ser mange andre steder. Det eneste, der rent faktisk er sket, mens de har heddet Three Days Grace, er tilføjelsen af Barry Stock som lead guitar i 2003 og det abrupte skift af forsanger i 2013. Det kom pludseligt og ud af den blå luft, at Adam Gontier valgte at smutte fra bandet og forsøge sit eget. Som han udtalte: "After twenty years of being part of an ever evolving band, I have been inspired by life, to move on and to continue to evolve on my own terms."
Hvad gør et band så, når deres forsanger skrider?
De spørger deres bassist, om dennes bror fra My Darkest Days vil lege med dem. Og pludselig var de i gang igen, og allerede året efter gik der rygter om et nyt album, som selvfølgelig skulle vente med at udkomme før 2015, så de kunne følge deres normale rytme.
Her på deres sjette studiealbum er der tale om endnu en hyldest til den stil, de hele tiden har kørt. En blanding af post-grunge, nu-metal og alternative rock/metal. Det er rart, at der ikke er lagt fast på én genre og så kørt derudad i 39 minutter. Det er rart, at man som lytter får lidt variation gennem albummet, men alligevel har en fast bestanddel, der vendes tilbage til.
Den elektroniske kant fra netop nu-metal kan stadig høres gennem keyboard-spillet og stemmen, hvor det er tydeligt at høre, at bandet oprindeligt kommer fra en periode sammen med bands som både Korn og Linkin Park og drager fra de samme tangenter som de gør, alligevel blander det med deres helt eget, der alligevel ikke er deres eget. Forvirret på et højere plan nu, kære læser? Det er forståeligt. Men musikken kan ikke rigtig beskrives, når man ved, at det kommer fra nogle andre bands.
Og alligevel formår Three Days Grace at stable noget på benene, som er deres egen lyd og stemme. Det er især på ”I Am An Outsider” og den lidt mere stille ”Nothing To Lose But You”, at vokalen på Matt Walst kommer til sit fulde ret. Stemmen er behagelig og imødekommende, mens den samtidig kan komme ud i både det hæse og i enkelte tilfælde lidt growl/screamo.
Kan det, at ens forsanger skrider, være en god ting?
Ja, det vil jeg sige. Jo, der er kommet en anden lyd og der har på det foregående album, Human, helt klart været en følelse af overgang fra Adam Gontier til den nye forsanger Brad Walst, men her på Outsider viser bandet virkelig et comeback, som, jeg vil mene, kan føre til noget endnu større, end hvor de har været før.
Alligevel vil jeg ikke give mere end fem kranier, for selvom de har formået at stable et godt produkt på benene, er der her ikke tale om ret meget andet end en standard i genren. Desværre bliver det meget anonymt og kedeligt efter noget tid. Der er ikke en sang eller to, der springer ud som unik eller skiller sig ud fra mængden. Der mangler en ørehænger, der mangler noget kant og noget unikt ved dette album. Der mangler i bund og grund noget, hvor det skiller sig ud fra resten af genren.
