Bæstet gør, hvad bæstet gør
Finske Battle Beast ved, hvad de er: et bombastisk, energisk og aldeles fængende power metal-band med tryk på. Er man fan af Sabaton eller finsk power metal og ikke kender til Battle Beast, kan jeg kun formode, man har levet under en sten de sidste ti år. De er uden tvivl blandt de kommercielt mest succesfulde bands i genren, og det tog virkelig fart med bandets tredje udgivelse Unholy Savior fra 2015, som samtidig var sangerinde Noora Louhimos første album med bandet. Vi tæller nu året 2022, og finnerne er klar med deres sjette album Circus of Doom. Jeg forventer – og glæder mig til – mere melodi grand prix i en bombastisk metalforklædning.
Finsk metal grand prix
Det kan man det samme siges, at finnerne leverer som forventet. Circus of Doom er spækket med energi, fra titelnummeret sætter dansen i gang, til ”Place That We Call Home” lukker og slukker med en energisk og kraftfuld omgang vind-i-håret. Hele vejen igennem er der højt til loftet og gør enhver beskrivelse af bandets nuancer overflødige. Battle Beast har en dynamisk lyd med en bevidst og funktionel formular, som for alle andre end de mest dedikerede fans vil lyde som mere af det samme, uden man måske egentlig følte, man stod og manglede det. Battle Beast har på Circus of Doom besluttet at løfte taget endnu mere og har overordnet set en mere teatralsk og prangende tilgang, tro det eller ej.
Musikalsk har bandet aldrig handlet om ekvilibrisme eller pral. De har et beundringsværdigt fokus på den gode sang, og det er tydeligt. For størstedelen minder sangene godt nok om hinanden. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve en sang med en så klæbrig titel og tekst som ”Freedom”. Den er særdeles effektiv med sit catchy riff, melodiske leads, adskillige hooks, fantastisk vers og bedre omkvæd. På den anden side virker ”Russian Roulette” som unødvendigt fyld og er en forceret omgang pomp, hvor der forsøges med lidt russiske inspirationer, og fokus hviler i meget høj grad på vokalen. Sangerinde Noora Louhimo har vanen tro en teknisk vellydende vokal med masser af saft og kraft, men som tidligere nævnt er jeg ikke synderligt begejstret for hendes raspende vokal, der altid lyder, som om hun mangler luft. Den bliver årsag til irritation for mig gennem for meget tid med bandet, og når sangen i for høj grad hviler på hendes levering, så står jeg nemt af.
Til slut skal de roses for, at keytaren ikke fylder for meget i lyden. Mens jeg som udgangspunkt elsker keyboards i min power metal, så kan det nemt blive for meget og dermed stå for had fra min side. Men overordnet set har Battle Beast igen et beundringsværdigt talent for balanceret sangskrivning. Det er effektivt, men også ensformigt.
For meget af det gode
Ensformigheden er Battle Beasts største hæmsko. Sangene skiller sig ikke nok ud fra hinanden, og Circus of Doom bliver, som deres øvrige diskografi, en opvisning i, hvordan man giver folk vind i håret, mens de løfter deres knytnæver. Musik som for mig er afhængig af den kontekst, den nydes i. Det er en fest i sociale lag på en weekendaften, men uinspireret og kedeligt, når man tager en aktiv tilgang til lytningen. Det hjælper ikke, at jeg bare ikke er fan af vokalen, men Circus of Doom er måske det mest energiske, nogensinde jeg vælger at kalde kedeligt trods bandets åbenlyse kvaliteter og evner for, hvad de gør. Dedikerede fans vil åbenlyst elske det, og men for folk som mig, der har en tendens til en mere analytisk tilgang til musik, så er Battle Beast simpelthen for ensformigt, og Circus of Doom overbeviste mig ikke om andet.
