Axel's nye CD har nu kørt utallige gange i min player, og jeg kan bare ikke blive træt af hans flotte Hard Rock/Melodic Metal. Axel har ikke opfundet sig selv med sit tiende studie album, men fortsætter bare der hvor slap med sit sidste udspil, med flotte mid tempo, ballader og high speed sange - et fantastisk flot guitar spil i stil med Rainbow og Uli Jon Roth, og en fantastisk sanger som kunne have været Ronnie James Dio's søn eller barnebarn efterhånden. Hvad der gør Axel's musik bedre end andre er svært at sige, men i de sidste 10 år, hvor jeg har købt hans musik, er jeg aldrig blevet skuffet. Han er simpelthen bare en fantastisk komponist.

På hans nye plade, som er den bedste siden "Between the Walls", er der så mange forskellige sange. Der er de episke sange, up tempo hymner, halv ballader, hel ballader, simple Hard Rock numre. Så på den front er det hans mest afvekslende album til dato, selv om jeg personligt nok havde set en eller to speed numre, i stedet for balladerne, men de hører nu til Pell's musik.

Pell har været et stort navn i Tyskland i snart to årtier, og hans plader går som varmt brød, men herhjemme er han næsten ikke kendt, og det forstår man overhovedet ikke. Jeg tror én af grundene helt bestemt er at han valgt at kalde sig ved sit navn, og det kan man kun trække på smilebåndet af. Hans musik er jo overhovedet heller ikke tysk på nogen måde, da musikken mest minder om Rainbow, bare med lidt mere knald på. Hans sanger, Johnny Gioly, er også inkarneret amerikaner.

Så alle der tænder på Hard Rock med knald på, kan jeg kun anbefale at købe Axel'smusik, ligegyldigt hvilket album. Men det nye album, "Kings and Queens", er en god start.