De hollandske mestre fortsætter med at imponere

Der findes ikke noget så skidt …

Så blev det endelig tid til nyt fra mægtige Asphyx. Siden dannelsen i 1987 har den hollandske kvartet skænket os guddommelig crossover af flænsende brutal death metal og tonstung klaustrofobisk doom. Omkring årtusindskiftet holdt de en længere pause, men vendte i 2007 tilbage i endnu stærkere form, og med et noget mere stabilt lineup, og har siden givet os tre uhyre stærke plader. Den seneste, Incoming Death, har snart fem år på bagen, men held i uheld blev verden ramt af en pandemi, der gav tid og rum til, at Martin van Drunen og hans kumpaner kunne trække i arbejdstøjet igen. Men kan veteranerne levere varen på samme høje plan, som de plejer?

“The human race is doomed and only death is real”

Sådan lyder filosofien bag Asphyxs nyeste album, Necroceros, og 2020 har da også været et glimrende billede på den tese; menneskeheden er selvdestruktiv af natur, og kan vi ikke selv finde ud af at administrere den uundgåelige ombringelse, kan vi altid få en hjælpende hånd udefra. Sci-fi-entusiasten van Drunen har selv udtænkt Necroceros, som er det monster, der på bedste Lovecraft-vis kommer til fra det ydre rum for at fortære planeten Jorden og straffe os alle for vores kollektive utaknemmelighed. Omsat til musik har Asphyx med dette udgangspunkt, endnu en gang, ramt hovedet på sømmet og kan på deres tiende album minde os alle om vores egen dødelighed.

Med deres sædvanlige velafbalancerede blanding af death og doom metal tilsat tilpasse doser af god old school Bay Area-thrash trækker Asphyx lytteren gennem 51 minutters tonstung vellyd. Frontmand og mastermind Martin van Drunens frådende og spyende vokal suppleres mesterligt af Paul Baayens’ evigt kompromisløse mur af guitar på i alt ti velkomponerede skæringer. På det velbetitlede “Botox Implosion” samt “The Sole Cure is Death” inviteres der til grusom og hensynsløs headbanging, mens der på mesterlige “Three Years of Famine” spilles doom så smuk og sorgfuld, at man godt kan se gennem fingre med pladens to-tre ligegyldige numre. Denne mesterlige hymne, der i perioder leder tankerne hen på Metallicas “To Live Is To Die”, er nemlig endnu et bevis på, at Asphyx trods mange år på bagen bestemt ikke er færdige med at vise, at de befinder sig længder foran deres ligemænd inden for genren. For skulle man ikke snart tro, at de efter så mange år har opnået retten til at slå sig løs uden at skulle bevise noget? Tjo, men trods legendestatus og et mildt sagt overbevisende bagkatalog spiller de stadig, som om at de vil være endnu bedre end på deres forrige plade. Det lykkes til fulde, og dét er format! Og dybt beundringsværdigt.

Hvem siger, at menneskets endeligt ikke kan være en smuk oplevelse?

Doom og death metal kan man finde mange steder, og, bevares da, meget af det er yderst vellydende. Bombastiske riffs og growleri om død og lemlæstelse kan nydes fint med håndbajere og headbang, men en velovervejet hybrid af genrer så velskrevet, veleksekveret og vedkommende, som Necroceros er, skal man lede længe efter.

Efter deres stærke comeback med Death… The Brutal Way og i særdeleshed efter deres to seneste udgivelser har man godt kunnet fornemme, at der meget vel kunne være noget endnu stærkere i vente, og det har vi fået nu med Necroceros. 34 år og ti album inde i karrieren leverer Asphyx i dén grad stadig en vare, der er hamrende aktuel, og absolut intet tyder på, at de skulle være færdige i nærmeste fremtid.