Den hollandske dødsmaskine kører ufortrødent videre på trods af så mange udskiftninger i personel, at ingen snart kan huske, hvem der startede den.

3 x død

I 2007 blev Asphyx gendannet og udgav det stærke album Death...The Brutal Way. Asphyx var aktiv i de tidlige dødsmetal-år, hvor specielt de første to albums var virkelig gode. Efter et mildest talt ustabilt årti med stor udskiftning i line-up gik bandet i opløsning i 2000. Gendannelsen var katalyseret af forsangeren fra de første to albums, Martin van Drunen. I 2012 fortsatte Asphyx 2.0 deres vellykkede revitalisering med udgivelsen Deathhammer, et helt fænomenalt godt album. Deres death-streak fortsætter nu med tredje skud; Incomming Death.

Nyeste tilføjelse af den lange liste over folk, der har spillet i Asphyx, er Stefan "Husky" Hüskens, der tager pladsen bag trommerne. Denne overtager pladsen fra det eneste oprindelige medlem og musikalske røde tråd, Bob Bagchus. Det har derfor været med spænding, vi har ventet på at lytte til Incomming Death - kan Asphyx fortsat fungere uden Bagchus?

En død med dybde

Heldigvis holder Asphyx det høje niveau som på de to forrige albums. Ved første skæring er man ikke i tvivl om, at det er et Asphyx-album, man lytter til. Asphyx uden Bagchus er stadig den klassiske Asphyx-blanding af death og doom. Og det fungerer bare rigtig godt - også på dette album.

Asphyxs tilgang til dødsmetal er en tilgang karakteriseret ved stor variation. Både den hurtigere, nærmest grindende død er at finde, det groovende midttempo og det langsomme dystre dødsdoom. Og det er netop dette, der er bandets styrke og generelle musikalske bidrag – ikke hastighed og kompleksitet, men en musikalsk og genremæssig dynamik. Lyt til guitaren i “The Grand Denial”. Jeg får her samme fornemmelse af episk nihilisme, som jeg får, når jeg lytter til Behemoths The Satanist. Der er et stort genremæssigt spænd fra eksempelvis albummets første nummer “Candiru”. Dog alt sammen under den præmis: Dødsmetal - og ikke så meget andet pis!

Asphyx formår at fastholde lytteren gennem vekselvirkningen og gennem en (for genren) relativ lyttervenlig oplevelse. I Asphyx vil man opleve en mere klar sangstruktur og flere melodiske fastholdepunkter end i meget andet dødsmetal. Det er et af de stærke bidrag fra doom-metallen i Asphyx. Den skaber en mere navigérbar dødsmetal.

Produktionen på albummet underbygger tilgængeligheden. Ikke forstået på den måde, at albummet fremstår plastik-poleret, men at man kan adskille de forskellige instrumenter, og det lyder ikke som om, albummet er indspillet på en 100-kroners båndoptager fra Toys ”R” Us.

En succesfuld revitalisering af død

Med albumet Incomming Death understreger Asphyx, at det giver mening at lytte til et helt album. Hvis man kun lytter til et enkelt nummer hist og her, går man glip af Asphyxs mange facetter og det døds-spænd de laver i løbet af et album.

Set i relation til de tidligere må det konstateres, at det er et Asphyx-album, der ikke adskiller sig synderligt meget fra deres øvrige udgivelser. Men det gør heller ikke noget - for det er simpelthen bare god musik, de laver.