Et smukt ubekendtskab
Brasilianske Angra er ude med deres ottende officielle full-length album, og med over én million solgte plader worldwide, 3 live albums, 2 live DVD’er, 5 EP’er samt et utal af singles og videoer i rygsækken, burde de fleste heavyhoveder nok have hørt om dem. Af uforklarlige årsåger har jeg dog ikke personligt stiftet bekendtskab med Angra før nu, og det er både synd og skam, for en sådan veloplagthed og kraftpræstation som Secret Garden byder på, skal man efter min overbevisning lede længe efter i dag.
Guidet tur gennem hele manegen
Pladen, der er produceret af Roy Z (Bruce Dickinson, Sebatian Bach m.fl.), og Jens Bogren (Arch Enemy, Kreator, Paradise Lost osv.), lægger ud med et lidt ligegyldigt, men heldigvis også kortvarigt intro, og prompte herefter bliver albummets første nummer, Newborn Me for alvor sparket i gang. Og Newborn Me sætter hurtigt standarden for resten af pladen. Hårdtpumpede heavyriffs i utallige varianter afløst af fængende, forløsende omkvæd, og disse bliver så igen afløst af små progressive og klassisk inspirerede guitarpassager. Det er hidsigt. Det er melodisk. Og vigtigst af alt, det er helvedes godt skrevet og meget vel udført. Rafael Bittencourt (guitar, vocals, backing vocals), som faktisk er det eneste bestandige medlem, siden Angra blev dannet tilbage i 1991, trækker os med sikker hånd rundt i hele heavy metal-manegen sammen med sine 4 medsammensvorne, Fabio Lione (lead vokal), Kiko Loureiro (guitar, backing vox), Felipe Andreoli (bas, backing vox) og Bruno Valverde (trommer). Og på trods af det ambitiøse udbud af både stemninger og pludselige genreskift, formår Angra at guide os gennem hele albummet, uden at man nogensinde føler sig hægtet af sangenes egentlige kerne.
Gæsterne skuffer ikke… og så lidt alligevel
Secret Garden skyder samtidig Valverde og Liones debut af i bandet. Sidstnævntes vokal leder sammen med resten af Angra ofte tankerne mod Bruce Dickinson og Iron Maiden, men modsat Maiden, der desværre aldrig rigtigt har formået at rykke min grundvold, forbliver Angra både interessante og oprigtige. Fabio Lione formår nemlig gennem hele albummet at bevare en smule mere kant i sangene end mange af hans kollegaer, og dermed forsvinder en stor del af dén krukkethed, der ellers har en tendens til at forfølge mange heavy metal bands af samme type. Mine eneste personlige minusser er, at lead vokalsporet på hele to af Secret Gardens i alt 11 sange gæstes af andre end bandet selv. Det drejer sig om titelnummeret, Secret Garden samt balladeduetten, Crushing Room, og selv om der ikke er noget som helst at sætte på hverken Simone Simons (Epica) eller Doro Peschs (tidl. Warlock, nu Doro) vokalfremførelse, synes det alligevel ærgerligt, at Angra med en så selvsikker og tydeligvis genrebevendt sanger som Fabio Lione, lader andre synge sange, han efter min opfattelse kunne have sunget mere overbevisende selv.
Ottende gang er lykkens gang
Jeg uddeler syv store, knogleknusende kranier til Angras nummer otte, der på trods af et par enkelte subjektive missere samt en lidt malplaceret og halvforloren slutsang, lyder som var det spillet af et band på toppen af deres musikalske karriere. Der er heldigvis intet, der antyder, at Angra har tænkt sig at smide læderbukserne til vask lige med det samme, og er du fan af heavy metal, progressiv eller power metal, eller som sådan bare glad for tråd, når det lyder godt, går du sandsynligvis ikke fejl af Secret Garden.
