20 år i thrashens tjeneste
Det vil være noget af en påstand, hvis man forsøgte at overbevise verden om, at Spanien var kendt for sin massive og ikoniske thrash metal-scene. Bevares, landet har da både givet os Crisix, Aggression og Steelgar samt veteranerne Fuck Off og Legion ikke at forglemme, men det er altså ikke i denne del af Europa, vi ser os selv svømme rundt i en decideret overflod af thrash metal. Men lidt liv er der da dernede. Kvartetten Angelus Apatrida kunne sidste år fejre deres 20-årsjubilæum og udgiver nu deres syvende fuldlængdealbum, som de har valgt at navngive Angelus Apatrida.
Chuck Billy har ringet…
Efter deres første par album scorede bandet sig en kontrakt med Century Media, hvorefter de puklede løs for at blande sig med mængden af de nye thrash-orkestre, der skød op dengang. The Call fra 2012 var i mine ører et ganske habilt udspil, som viste masser af potentiale med skarpheden fra Evile og energien fra Municipal Waste. Hidden Evolution fra 2015 fortsatte udviklingen, men eksperimenterede samtidig med melodiske halvpoppede omkvæd rundtomkring, hvilket gav en snert af noget metalcore. Dette klædte ikke helhedsindtrykket synderligt i min bog. Den efterfølgende Cabaret De La Guillotine havde mere af den slags og fangede for alvor aldrig rigtig min interesse.
På deres nye ofring har Angelus Apatrida valgt at stemme en smule ned, hvilket giver en overordnet lidt tungere sammenhæng. Denne indskydelse har fået bandet til at lyde som en ret finurlig blanding imellem Testament, Sworn Enemy, en lille smule Pantera og ja, dem selv, for spanierne har naturligvis ikke glemt, hvordan man skriver maskingeværsriffs med underlæggende dobbeltpedal, og energien er fortsat ret høj. Til gengæld giver den dybere indgangsvinkel også en kant af noget hardcore/crossover, hvilket klæder flere af numrene. Guitarist og frontskråler Guillermo Izquierdo har uden tvivl hørt mere end én gang, at han kan lyde ufattelig meget henad Chuck Billy, og på Angelus Apatrida får vi da også fornøjelsen flere steder. Lyt f.eks. til ”Bleed the Crown”, ”Through the Glass”, ”Disposable Liberty” eller ”Rise or Fall”, hvor han for øvrigt også rammer en ren Phil Anselmo på et tidspunkt! Chuck-inspirationen skinner næsten så meget igennem, at Guillermo nemt ville kunne være stand-in for den kære Testament-høvding, hvis denne en dag skulle melde sig syg. Heldigvis har forsangeren også mange andre sider af sin stemme, og bruger disse flittigt. Der er gennemgående en god vifte af variation på albummet. Som på de foregående plader er der masser af moderne fræser-thrash, der trækkes og grooves, og der er også plads til lidt passager i midttempo. Vi får dog ingen ballade a la ”Farewell” denne gang, så den skal man kigge lidt langt efter, hvis man havde håbet på sådan én. David Álvarez gør igen en god figur med lead- og sologuitaren, og endnu en gang må man virkelig tage hatten af for Victor Valera, der bare kører trommerne benhårdt.
En interessant udvikling
Der hersker ingen tvivl om, at de fire musikere i Angelus Apatrida er hamrende dygtige, og de har også igennem deres tyve år fået etableret sig fornemt indenfor den nyere thrash-scene med mange følgere. Personligt er jeg dog aldrig blevet blæst helt omkuld og hoppet med på den spanske galeon, og det ændrer Angelus Apatrida heller ikke synderligt på, selvom der er fine udbrud som bl.a. ”Through the Glass”, ”Rise or Fall”, ”Empire of Shame”, ”Disposable Liberty” og min personlige favorit, ”We Stand Alone”, der kan få hovedet til at rykke lidt i takt. Men ret skal være ret, og jeg vil medgive, at udviklingen på det nye album både er interessant og gennemført, hvilket gør, at jeg glæder mig til at høre, hvordan deres næste udspil vil forme sig. Indtil da kvitteres der med et flot syvtal for et solidt stykke arbejde og ikke mindst musikernes evner på deres respektive instrumenter.
