Kongerne af spansk thrash
Fra et kommercielt synspunkt er det svært at argumentere for, at Angelus Apatrida er andet end kongerne af spansk thrash. Delvist fordi landet ikke er kendt for en sprudlende thrash-scene, men også fordi bandet har opnået betydelig mainstream-succes i hjemlandet. Ikke desto mindre er det en imponerende og beundringsværdig præstation, som er bandet forundt. Succesen er dog kommet, i takt med bandet bevægede sig væk fra den aggressive, men skarpe lyd på The Call og Clockwork, der for mig også står som bandets bedste udspil. Siden da har bandet ikke formået at imponere mig, selvom der har været lyspunkter og riffs, som er svære ikke at rykke med hovedet til. Med Aftermath står vi med veteranernes ottende fuldspiller, og da spanierne allerede har positioneret sig i toppen af den nye bølge af europæisk thrash, er spørgsmålet, om Angelus Apatrida så langt inde i sin karriere kan overraske positivt, eller som forventet fortsætter med at levere skabelonskåren thrash, som de i de senere år har opnået kommerciel succes med.
Kompetent uoriginalitet
Den korte konklusion på ovenstående spørgsmål er desværre, at veteranerne med få undtagelser ikke overrasker. Det er på både godt og ondt. Tilhører man den voksende mængde fans, som foretrækker deres polerede lyd, så vil Aftermath levere mere af det samme, hvor de stolt bærer inspirationer som Testament på ærmet. Den rå charme fra forbillederne viger dog til fordel for en tilgængelig og primært forudsigelig omgang klassisk thrash, som med nogle få undtagelser ikke afviger fra skabelonen. Mere om det senere.
Angelus Apatrida spiller – vanen tro – særdeles kompetent på deres instrumenter. Jævnfør genrekonventionerne er guitaren i fokus, men trommespillet må jeg fremhæve negativt; det virker stedvist decideret ødelæggende for lytteoplevelsen qua Víctor Valera’s forkærlighed for sine bækkener. Som sådan er der ikke noget galt med bækkener, men uden variation bliver den konstante ”tssj-tssj-tssj” en kende for monoton i lydbilledet og derfor et forstyrrende element for undertegnede.
Aftermath skal dog trods den genkendelige skabelon roses for den dynamik, der er på pladen. Mens de fleste numre, som for eksempel åbneren, ”Scavenger”, er generisk thrash, så bryder flere skæringer med genrens ellers ret så ensformige natur. For eksempel fungerer ”To Whom It May Concern” som den obligatoriske – omend halvkedelige – ballade med aggressive elementer og et melodisk omkvæd. Ligeledes bidrager ”Cold” og ”Gernika” med melodiske omkvæd, men hvor førstnævnte er pinligt påtaget, fungerer det på sidstnævnte og er samtidig Aftermaths stærkeste ofring. Og jeg direkte elsker spanierne for at tænke ud af boksen og invitere den mægtige Todd La Torre fra Queensrÿche til at synge på albummets sidste skæring, ”Vultures and Butterflies”. Todds sprøde vokal giver et kærkomment opbrud fra Guillermo Izquierdos råben, som var han en discount-Chuck Billy. Desværre lever nummeret slet ikke op til sit potentiale og falder fladt. Og apropos falde fladt, så skældes der på tredjesinglen, ”Snob”, ud på belærende facon om elitisme med Hatebreeds Jamey Jasta på gæstevokal, men nummeret er med sine core-elementer uden tvivl den værste skæring på albummet trods stærk leadguitar. Med andre ord imponerer albummet aldrig, selvom det udover ovenstående klagepunkter heller aldrig er rigtig dårligt.
Dynamisk middelmådighed
Der er ingen tvivl om kompetencerne hos de iberiske herrer. Deres kommercielle succes i en genre, som normalt ikke rammer mainstream, vidner da også om dette. Men selvom Angelus Apartrida udfører klassisk thrash efter genrens standarder, så ender de med ikke at imponere, nyskabe eller udfordre. Det er festligt og dynamisk, men alt for velpoleret, uoriginalt og skabelonskåret, til at det nogensinde bliver andet end middelmådigt. Aftermath er faktisk netop det: middelmådigt.
