Foregangsmændene inden for svævende og atmosfæriske rock, Anathema, er ikke et band, som følger den sædvanlige lige vej. Oprindeligt en del af treenigheden, der sammen med My Dying Bride og Paradise Lost grundlagde "doom/death”-genre - eller gothic metal. Sådan er det som bekendt ikke længere. 
Anathema har i dag ikke meget med metal at gøre, men musikken har stadig en tung og introvert kant, hvorfor vi beskæftiger os med albummet. Men også af den simple grund, at det er fremragende musik og et interessant band, som har udfordret sin egen karriere.
Bandet er tilbage med nyt og koncertaktuelle den 10. november i Pumpehuset.

Skønhed, intensitet, drama
Forventningerne til englænderne har været store forude for dette tiende album. Bandet har forud for udgivelsen udtalt, at albummet vil være en kulminationen af alt, Anathema har arbejdet på indtil nu. Albummet ville indeholde hvert eneste tænkeligt element af hjerteblod. Der ville være skønhed, intensitet, drama, stilhed og ekstra musikalske dimensioner, som hidtil kun har været antydet. 

Bandet er selvsagt blevet dygtigere som musikere siden 1993, og Vincent Cavanagh og Lee Douglas har begge en vokal som både indeh­­­­older personlighed og smerte og kompositionerne er stadig storslåede. Balladen “Arial” giver gåsehud, og “The Lost Song, Pt 3” bygger lag på lag og ender i en fantastisk kulmination. “You're Not Alone” har for meget elektronik i første halvdel, men nu bedre er anden halvdel så, da bandet skruer op for både tempo og intensitivitet. Tankerne løber på dette nummer i retning af Radioheads “OK Computer”. 

Ikke et musikalsk kvantespring
Hos Anathema har ambitionerne og skønhed altid gået hånd i hånd, og en udmelding som ovenfor er netop pragtfuld ambitiøs. Jeg var begejstret for forgængeren, og anser dette album som i samme liga. Men oplever ikke dette kvantespring, som jeg var stillet i udsigt - desværre. Hvis forventningerne gik i retning af, at Anathema skulle genopfinde sig selv, og udstikke en helt ny og tredje kurs, så er det ikke tilfældet.
Det er endnu en gennemført og solid udgivelse fra englænderne, og et album som er i forlængelse af deres seneste udgivelser - og dét siger en hel del.

Gamle fans af "doom/death” genren er sikkert hoppet af for længst, mens nye fans (eller dem som har hængt på) har endnu en god grund til at værdsætte Anathema.