Som prionererne (sammen med Paradise Lost og My Dying Bride) opstartede Anathema gothic genren tilbage i starten af 90'erne. Bandet udgav tre solide albums, men skiftet derefter stil, forlod metal genren og idag ses bandet mere som et atmosfærisk og melodisk progressivt rock band.
Atmosfæriske, energiske og melodiske Anathema
Dannet tilbage i 1990 af brødrerne Vincent (forsanger/guitar), Jamie (bas) og Danny Cavanagh (guitar og piano) , består Anathema idag af disse tre brødre og ligeledes søskende Lee (kvindelige forsanger) og John Douglas (trommer) samt Daniel Cardoso (keyboard/trommer). Med ti solide albums i bagagen, hvor det sidste nye "Distant Satellites" udkom i Juni måned, som vi gav rosende ord med på vejen, besøger det engelske band nu Pumpehuset i København.
Med tourtitlen "Satellites over Europe" havde jeg stærke forventninger om, at bandet havde valgt at lægge fokus på deres nye udgivelse "Distant Satellites" ved valg af setliste til aftenens show. At bandet startede aftenen med nummeret "The Lost Song Part 1 og 2" fra netop nyeste udgivelse, kom derfor ikke som en overraskelse for undertegnet. Blev dog overrasket over hvor solidt og overbevisende de serverede deres nye materiale for publikum. En lavine af musikalsk præcission tonede igennem Pumpehuset og dette skulle fortsætte i alle 90min bandet stod på scenen, men det som fangede mig mest denne aften, var Vincent's overbevisende vokal præstation i verdensklasse.
"Untouchable Part 1 og 2" fra albummet "Weather Systems" kom herefter og igen beviste bandet, at de er mestre i at skabe musik med en stærk atmosfærisk, melodisk og melankolsk styrke samtidig med, at nummerne tager til i tempo til de afsluttes med en fantatisk energi. Rigtig gode numre, som blev leveret i høj høj klasse.
Efter "Untouchable Pt. 1 og 2" bevægede bandet sig over til albummet "We're Here Because We're Here" fra 2010, hvor de havde valgt åbningsnummeret "Thin Air". Et godt og tempofyldt nummer, som dog ikke overbeviste så stærkt som de to foregående numre.
Nu bevægede bandet sig tilbage til "Distant Satellites" albummet og gav publikum det smukke og melankolske nummer "Ariel". Her fik Lee virkelig lov til at folde sig ud. Hun har måske ikke den smukkeste vokal, men sammen med de stemningsfyldte rytmer fra resten af bandet, tror jeg ikke, man kunne ønske sig en anden person til jobbet. Og i duet med Vincent og et brilliant guitarspil fra Danny, var dette et af aftenens højdepunkter.
Nu blev tempoet så sat en smule op og fokuset på keyboard blev skruet i vejret, da bandet gav publikum afslutningen på The Lost Song, nemlig part 3. Vincent bevægede sig livligt rundt på scenen til publikums store fornøjelse, dog må jeg erkende, at jeg hurtigt glemte alt om dette nummer, da næste nummer blev sat igang.
Ensformigt, men fængende og fortryllende keyboardspil satte gang i nummeret "Anathema" som for mig var aftenens absolutte højdepunkt. Vincents vokal var dybt imponerende og leveret med en sådan følelse og melankoli, at hårene rejste sig på armene. Dette fortsatte lige til det hele kulminerede i en overdrevet gennemført guitarsolo fra Danny. Aftenens bedste nummer og spørger du mig, så er dette også en af de bedste numre bandet har lavet til dato.
De efterfølgende to numre "The Beginning and The End" og især "Universal" blegnede desværre i forhold til det forrige nummer og gav ikke det store indtryk. Det er gode numre og jeg kan især godt lide "The Beginning and The End". Dog fangede de mig ikke som jeg havde regnet med desværre.
Inden det blev tid til ekstra numre, lukkede bandet af med nummeret "Closer" fra albummet "A Natural Disaster". Et meget specielt nummer, hvor lyden af keyboard og forvringet vokal er i fokus. Et nummer som jeg ikke finder så spændende på selve albummet, men som bandet denne aften præsterede at give en gnist og energi, som jeg ikke havde regnet med. Positivt og vellykket.
Af ekstranumre, havde Anathema valgt "Distant Satellites", "A Natural Disaster" og selvfølgelig "Fragile Dreams", som i min verden er deres bedste nummer. Nummeret "Distant Satellites" er deres nyeste udspils svageste punkt. Et nummer, hvor de eletroniske rytmer er i højsæde og bliver lige en tand for meget. Det gjorde det også LIVE. Det som gjorde nummeret okay, var igen Vincent's smukke vokal. Nummeret "A Natural Disaster" er ved at være fast inventar til en Anathema koncert. Det er her Lee får lov til at stråle og hvor al fokus er rettet imod hende. Det er et flot nummer, men jeg må desværre igen sige at hendes vokal ikke imponerer mig og uden Vincent virker den en smule kedelig. Afslutningsvis og til stor jubel blandt de fremmødte, blæste Anathema "Fragile Dreams" afsted og satte med dette nummer et solidt punktum. Dette var en absolut godkendt aften.
Det mere negative som jeg har valgt at fremhæve ved denne aften, må nok være setlisten. Nuvel, det er en afsindig god plade "Distant Satellites", men at vælge at næsten halvdelen af setlisten skulle være fra netop dette album og ikke medtage et eneste nummer fra hverken albummet "Judgement", "The Silent Enigma eller for den sags skyld kun tage et enkelt nummer fra "Alternative 4" med, er for mig lidt en gåde. Savnede numre som "Deep", "One Last Goodbye" og især "Anyone, Anywhere". Dem må jeg og resten af publikum have til gode, til bandet igen sætter fødderne i det danske kongerige
Som afsluttende sidebemærkning, så føler jeg mig nødsaget til at nævne publikum oppe foran scenen. Jeg har generelt intet imod at folk synger med på numrene og lever sig ind i koncerten. At de vælger at "skrige" med på hvert nummer og med så høj en lydstyrke, at de næsten overdøver den kvindelige forsanger, det er for meget. Derfor skal der lyde en opsang til det støjende publikum. Nyd musikken og koncerten, men lad venligst være med at bevise at du kan lyrikken ved at skrige det ind i hovedet på din sidemand. Han er kommet for at høre bandet, ikke dig.
