Tonstung treer fra tysk trio
Nogle gange forsøger pladeselskaber og bands at sætte en etikette på et band i håb om at få det til at lyde som noget innovativt, men hvor det i den grad giver bagslag - i Ahabs tilfælde er det nautisk doom, og jeg må erkende at det er en af de mere fjollede etiketter, jeg har set hæftet på et band. Men det skal bestemt ikke komme Ahab til last for det er selve musikken og ikke betegnelsen det handler om.
Ahab har høstet mange anmelderroser over de seneste år og dette er mit første møde med bandet, så nu har undertegnede også ved selvlyt fundet ud af hvad alt postyret handler om. The Giant er doom med et stort D, men allerede på første nummer, "Further South", viser Ahab at de ikke kun tyr til dybe growls på vokalsiden, men også bruger ren vokal hvilket øger den musikalske spændvidde. Netop vokalen emmer af desperation, hvilket naturligvis forplanter sig i sangene og på den led imponerer Ahab. Specielt på "Deliverance (Shouting at the Dead)" og “Antarctica the Polymorphess" fungerer spændet mellem den dybe vokal og nogle fine vokalmelodier optimalt. Når det er sagt er der dog stadig nogle kanter der skal slibes på vokalsiden før det virkelig holder hele vejen - især nogle af de rene vokal-passager lyder lidt for usikre.
Noget der tildels opvejes af desperationen i vokalen men stadig er en anke mod albummet for denne anmelder. Den rå lyd på The Giant er også et af albummets forcer, men det betyder bestemt ikke at albummet mangler lyden af storhed, som i sagens natur mange gange hører med til genren og det at komponere 10 minutter lange numre. Med en gennemsnitslængde på 10 minutter, er de seks numre ikke noget man hurtigt hører igennem og det kræver naturligvis opmærksomhed af lytteren at give sig i kast med et album som The Giant, men den tyske trio er bestemt værd at investere sin tid i. Hvis Ahab fik slebet nogle af de ujævne kanter her og der, ville jeg uden tvivl ryge højere op på karakterskalaen, da bandets sangskrivningsevner overordnet befinder sig på et ret højt niveau.
