"Funeral nautic doom metal" står der bag på promotion-udgaven af tyske Ahabs nye album, "The Divinity of Oceans". Det med begravelsen refererer formentlig til det vanvittigt langsomme tempo, der får et band som Isolé til at lyde som om, de har taget amfetamin. Langsomme tempi er selvfølgelig stilen i doomgenren generelt, men her går det så langsomt, at man ofte næsten ingen pulsfornemmelse har - undtagen når trommeslageren forbarmer sig og laver nogle underdelinger i dobbeltpedaler og tam'er. Men hektisk bliver det aldrig.

Bortset fra en meget diskret ren vokal, der ind imellem dukker op og ligger lavt i lydbilledet, nærmest som fjern gregoriansk kirkesang (f.eks. på titelnummeret), er vokalen en dyb, grødet growl, der somme tider minder om et stort rør, der bliver trukket hen ad jorden i en tunnel eller kloak.

Det maritime i bandets genrebetegnelse henviser til teksternes inspiration fra et Moby Dick-agtigt univers, en inspiration, bandet også har demonstreret tidligere. Albummets afsluttende nummer, "Nickerson's Theme" refererer formentlig til Thomas Nickerson, en kahytsdreng, der skrev en beretning om et skibsforlis, hvor han var blandt de overlevende - en historie, der netop inspirerede Herman Melville til at skrive Moby Dick. Andre sangtitler på albummet, f.eks. åbneren "Yet Another Raft of the Medusa (Pollard's Weakness)" henviser til kaptajnen på skibet, der havde Nickerson ombord, George Pollard. Det er imidlertid ikke muligt form mig at bedømme teksterne, idet vokalen, ren såvel som growl, er så utydelig i udtalen, at man stort set intet fatter uden et teksthæfte (som jeg ikke har).

Jeg acceptererer, hvis hardcore-doomfans er af en anden mening (og det er der en del der er, eftersom albummet får 8 eller 9 ud af 10 mange steder), men jeg synes simpelthen, denne skive er for kedelig: For langsom, for ensformig i harmonierne og i vokal-æstetikken, og heller ikke specielt godt produceret. Fordi pulsen generelt er så langsom, er det svært for mig at bedømme musikernes kunnen, men jeg tager på den anden side hatten af for, at bandet er i stand til hele albummet igennem at holde det samme enkle, minimale udtryk, uden at de hørbart mister indlevelsen i det, de laver. Så hvis man er til langsom, dyster, monoton begravelsesdoom, skal man ikke holde sig væk.