Symfonisk Black metal på niveau med Dimmu Borgir
Da jeg sagde ja til at anmelde In Darkness var min første tanke "Det er nok det tætteste jeg kommer på Dimmu Borgir". Jeg tog fejl. Godt nok spiller tyske Agathodaimon symfonisk Black metal, ligesom Dimmu Borgir, men det er alligevel anderledes. Man kan sammenligne det med at gå en tur en skyfri kold vinternat. Agathodaimon er den friske luft, mens Dimmu Borgir er de lyde du hører, der gør dig lidt nervøs.
Titelnummeret (som også er første nummer) starter så atmosfærisk ud som det kan blive, men holder sig stadig inden for genren. Vokalen er dejlig sprød, og skærer ikke i ørene selvom det er et Black metal skrig. Man ville let kunne genkende musikken, men det er samtidig nyt. Musikken er varieret, og de symfoniske elementer passer perfekt ind. "In Darkness" er dog ikke det nummer hvor musikken bruges bedst. Det er til gengæld på "Adio", hvor det diskrete brug af de symfoniske elementer kommer til udtryk. Det bedste ved dem er den vigtighed de samtidig har for musikken. På nummeret harmonerer det hurtige og det atmosfæriske også så godt sammen, at "Adio" er gået hen og blevet en personlig favorit. Der er også nogle sange hvor den atmosfæriske del dominerer, eksempelvis "Favorite Sin". Her demonstreres hvordan Agathodaimon har givet de stille melodier catchy rytmer, så lytteren ikke keder sig. Her bruges der også den sprøde, dybe og dejlig rene vokal. På andre sange bliver musikken næsten doom-agtig, som på "Oceans Of Black". Et andet nævneværdigt nummer er "Dusk Of An Infinite Shade". Nummeret er hurtigt og intenst (med et atmosfærisk touch), hvilket passer rigtig godt med de symfoniske elementer. Trommeslageren præsterer rigtig godt på dette nummer, og guitarens riff er heller ikke til at klage over. Selve albummet slutter af med et tysksproget nummer. Det er et af de mest stille, og er mere doom metal agtigt end det er symfonisk Black metal agtigt. Det betyder dog ikke, at nummeret ikke er i topklasse, for det er det. Jeg synes nummeret her repræsenterer diversiteten på In Darkness, hvordan det går fra rå Black metal til doom metal, og samtidig får det til at virke helt naturligt.
In Darkness kræver i hvert fald en gennemlytning eller to. Men albummet er også det værd. Man fanger ikke detaljerne til at starte med, som er det albummet vinder på. Alt imens man lægger mærke til de interessante passager, musikkens atmosfære, de symfoniske elementer og brug af vokalen, bliver albummet bedre og bedre. Der er også lidt godt fra tidligere albums, som Blacken The Angel og Serpents Embrace, hvilket die-hard fans vil sætte pris på. Med det, lidt nyt og topprofessionelle musikere finder de efter min mening den perfekte mellemvej. In Darkness kræver lidt tålmodighed, men er helt bestemt pengene værd.
Trackliste 1. In Darkness (We Shall Be Reborn) 2. I've Risen 3. Favourite Sin 4. Oceans Of Black 5. Adio 6. Somewhere Somewhen 7. Dusk Of An Infinite Shade (Amurg) 8. Hoellenfahrt Der Selbsterkenntnis
Hvis du får fat I udgaven med et bonusnummer, får du en akustisk udgave af “Adio". Den akustiske udgave er arrangeret som en ballade, og det fungerer overraskende godt. Det er helt bestemt et nummer der er de ekstra penge værd.
I've Risen demonstrerer diversiteten på In Darkness rigtig godt.
