Spiselig prog metal

For et par måneder siden – inden nogen havde overvejet at lukke landet ned, fordi en kineser på den anden side af kloden havde spist en dårlig flagermus – udgav århusianske Advocacy deres anden ep, Remnants. Som vokalist Søren Kjeldsen nævner i starten af nummeret ”Never Ensured (Live at Mono)”, så spiller bandet noget progressiv metal/rock. Lige så tilgængeligt og nonchalant, han får det til at lyde, lige så kringlet og distancerende har prog metal det til tider med at være. Så det bliver interessant at høre, hvorvidt det er TI-89-lommeregneren, man skal have fat i, eller om en simpel kugleramme kan gøre det.

Ingen minimumsinvestering

Advocacy var i 2017 aktuelle med deres debut-ep, Geophobia, men siden da er der sket voldsomme ændringer i bandets lineup. Der har være udskiftninger på samtlige placeringer på nær vokalen. Udover dette er der blevet tilføjet en tredje guitarist – en interessant, men risikabel beslutning, da den tredje guitarist ofte bliver overset.

Man behøver dog ikke være bange for, at der er nogen, der bliver overset på Remnants. Fra første sekund af ep’en kan man ikke andet end at blive imponeret over, hvor utroligt vellydende og velproduceret skiven er. Det er på sådant et niveau, at hvis man kritiserer det, er det udelukkende for at være på tværs; det er objektivt god lyd. Bas, trommer, guitar, vokal, hele molevitten står knivskarpt og høres klart og tydeligt. At spille prog og begrave bas og guitarlir i en mudret produktion a la Undergang ville også være at skyde sig selv ikke bare i én, men begge fødder. Bare lyt til soloen og den efterfølgende basgang på ”Spoils of War”. Det ville have været synd og skam, hvis der var så meget som et enkelt anslag, der blev begravet.

Proggen på Remnants holdes alligevel på et meget tilbagelænet plan. Dermed ikke sagt, at der ikke sker noget. Der er temposkift, skæve rytmer og atypiske guitarriffs i rigelige mængder. Advocacy er bare ikke den type band, der smækker det helt op i ansigtet på lytteren. Man skal hverken have et sadomasochistisk forhold til tidssignaturer eller være bange for at få det progmetalliske svar på en kokaindopet Holger Bech Nielsen proppet ned i halsen på Remnants. Man kan sagtens bare sætte ep’en på og nyde en halv times god rock/metal. Bandet lader det være helt op til lytteren selv, hvor meget man har lyst til at dykke ned i og nørde de forskellige passager.

At Advocacy ikke er mere insisterende, end de er, er også ep’ens eneste kritikpunkt. Det er fint at lade lytterne selv vurdere, hvor meget de vil investere i ep’en, men man må også godt hjælpe dem med at tage beslutningen. Bassist Peter Juelsgaard gør et forsøg med et par sparsomme growls, men mere bliver det ikke til. At lyde som et afslappet og ungdommeligt Dream Theater uden et irriterende insisterende keyboard er dog heller ikke så ringe.