Diabolske steroider
Hedder din foretrukne giftblanding brutal tech death, eventuelt med et pift af grindcore? Så har du med al sandsynlighed været ganske godt pumpet op det seneste års tid. Både Cattle Decapitation og Dying Fetus præsterede i 2023 udgivelser til den hæderlige side. Alt imens er Benighted på trapperne med nyt materiale i form af Ekbom, der udkommer den 12. april. Men hold på hjelm og linser, for det slutter slet ikke her! Minsandten om ikke også belgiske Aborted har fyret op under kødkværnen for 12. gang med Vault of Horrors. Albummet er produceret af Dave Otero, manden bag fænomenale Retrogore fra 2016, og De Caluwés disciple har denne gang inviteret ikke færre end 11 (!) legekammerater med i hulen. Spencer Creaghan betjener albummets synthesizers og er i øvrigt arkitekten bag de orkestrale arrangementer på seneste skive fra Carnifex, der pudsigt nok medbringer netop Aborted som opvarmning til deres forestående koncert i Amager Bio.
Døden kommer i mange forklædninger
Året er 1956: Kongressen i USA har netop sløjfet landets hidtidige (de facto) motto ’Out of Many, One’, der ellers havde fundet anvendelse siden initieringen af nationalsymbolet ’The Great Seal’ tilbage i 1782. Af asken fødes det slagkraftige og herfra officielle valgsprog ’In God we trust’. Som magtens korridorer næres af farverige fraseringer og besnærende billedsprog, således gør også kinematografien. Ikke mindst i departementet for gys og gru. Få har som John Carpenter formået at udnytte dette faktum til fulde, og Vault of Horrors hylder ham derfor helt berettiget gennem både ”Dreadbringer” og ”Brotherhood of Sleep”, der berører henholdsvis episode 1 og 2 i Apocalypse-trilogien (læs, The Thing og Prince of Darkness). Den intense atmosfære fortættes yderligere af vilde riffs, finurlige synths og naturligvis kvintettens kompakte tordentrommer.
Netop vulgær volumen har alle dage været lidt af et varemærke for Aborted. Alligevel blev sløret for det svimlende antal gæster ikke løftet uden rynkede bryn. Man har simpelthen udvalgt ti forskellige solister, der 1:1 tilfører deres respektive særpræg på hvert af albummets ti numre. Blandt de mest prominente finder vi Francesco Paoli (Fleshgod Apocalypse), Matt McGachy (Cryptopsy) og ikke mindst Oliver Rae Aleron (Archspire). Særligt sidstnævnte excellerer på ”The Shape of Hate”, hvor vi atter vender snuden mod Carpenters univers. Denne gang med halsbrækkende ’spitting lyrics’ leveret i så høj frekvens, at selv Michael Myers må se sin drabskvote overgået. Her får man virkelig smæk for skillingen takket være Oteros helstøbte produktion. Et velkomponeret blend af synths, trommer og tråd, der periodevis skæres HELT ned i tempo.
Der er generelt dykket dybere i horrorgenrens annaler end traditionen foreskriver, og få steder fremgår dette tydeligere end på ”Naturom Demonto”. Indbundet i menneskehud optræder opslagsværket af samme navn omhandlende dæmonologi og spirituel besættelse første gang i filmen Evil Dead fra 2013. Lige så morbidt indtagende som sit makabre ophav indrammer især De Caluwé og Ken Bedene fortællingen om bogen af samme navn. Og når vi nu har slået op under ’alternativ dermatologi’ er det nærliggende at falde ind forbi Texas, hvor en vis skamferet galning med hang til dieseldrevne haveredskaber huserer på ”Death Cult”. Inden klingen falder, når vi navnlig at værdsætte de knogleknusende grooves, der løsner det tætvævede lydtæppe med mindst mulig margen. Gustne klichéer er som bekendt en uundgåelig del af præmissen, når vi beskæftiger os med grindhouse. Og Aborted undlader da heller ikke at gøre honnør for ekskrementaldæmonen ”The Golgathan” fra Dogma. En diskret hinde af synths, shredding og drumfills i teknisk særklasse rundet af med eminente growls som kirsebærret på toppen. Sådan skal den lort leveres – velbekomme og rigtig god appetit!
Åndeløs bodyhorror
Pyha …! Hvis nogen skulle efterspørge en alternativ sætliste til næste cardiosession, så er Vault of Horrors absolut et kvalificeret bud. De brutale trommemønstre indtager ikke overraskende en af de bærende roller i Aborteds seneste manuskript. Konceptet med ti forskellige gæstevokalister fungerer delvist efter hensigten, men skaber samtidig (om muligt) endnu mere mættede lydbilleder end vanlig hørt hos den belgiske dødskult. Pluspoint gives til gengæld for de originale oplæg, der graver et spadestik dybere end gennemsnittet på udgivelser centreret om grindhouse-tematikken. Alt i alt har Sven og hans sadistiske logebrødre nok en gang løst opgaven uden alvorlige anmærkninger. Albummet forløser dog formentlig først sit fulde potentiale, når festivalsæsonen skydes ind og studiets klaustrofobiske kår kan konverteres til livescenernes noget mere løsslupne rammesætning.
