Inferno med mening og forventninger
Det er umuligt at overse belgiske Aborted længere. De vil frem, og de vil smadre dine øregange, men på dette album vil de også fortælle noget med deres blodrøde inferno. Med 23 år på bagen udgiver de det tiende studiealbum, som de har brugt halvandet år på at skrive og indspille. Lyrisk har bandets stil taget sig en drejning. Seneste album Retrogore udkom i 2016 og udløste et 10/10 fra redaktionen, så forventningerne til TerrorVision er mildest talt høje. Bliver forventningerne indfriet? Overstiger de sig selv? Og hvordan fungerer det lyriske genreskift?
Guitaronani, ordspil og uheldige vaner
Lad mig som til et lydtjek starte med det sidste. Aborteds tidligere skiver har handlet om gore og gys, og det har i den grad også virket for dem. Men nu er tiden kommet til at prøve noget nyt. TerrorVision - et ordspil på Television - omhandler verdenssituationen, og ifølge bandet hvordan medierne er en ond, dæmonisk tilstedeværelse, der manipulerer og spreder had. Det er ikke typisk gore, men det viser et værdisæt, som også kan findes i bandets holdninger, bl.a. i deres støtte til projektet Metalheads Against Racism.
Det er tydeligt, at bandet har fundet en måde at udvikle sig videre på. Sammenlignet med Retrogore er stilen blevet mere moderne og mere kritisk, men samtidig har de fundet ud af en måde at gøre tingene på. Lige som på forgængeren starter TerrorVision med en cirka 50 sekunder lang, rolig intro, som efterfølges af titelnummeret, der føles som at blive fanget midt i en omgang organiseret, kaotisk slagtning. Desuden byder albummet på alt, hvad man kunne ønske sig af sweep-picking, soloer, gennemtrængende bas og gennemførte symfonier af ødelæggelse. Og som Chris Dick siger: “Aborted’s girth…er, growth is noticeable”.
Værd at nævne er introen til sangen “Deep Red”. Den er lige på og hård, vellydende og ond. ”A Wore D’oevre Macabre” er bestemt også et lyt værd. Det er intenst, smadret smadder til de smadrede fans og altså – sangen kombinerer mad og ludere i endnu et ordspil, og hvem kan ikke lide det?!
Dog har Aborted fået sig en uheldig vane. Hele to sange på albummet, ”Vespertine Decay” og ”The Final Absolution”, har nogle mærkelige fade outs, som ikke rigtig fungerer for mig. Tyske Kristian 'Kohle' Kohlmannslehner har produceret, mixet og mastereret albummet, så jeg gætter på, at det er ham, der har haft fingrene på volumeknappen og skruet ned. Det er virkelig ærgerligt, for ud over de her underlige fade outs, har begge sange virkelig gode opbygninger og er makabre og nådesløse på den fede måde.
Smaddermaskinen kører støt videre
Vi har alle sammen brug for mere brutal, tonsende dødsmetal i vores liv, og Aborted har lige givet os netop det. Med et cover der ligner en goresoaked version af Bladerunner og sange, der indeholder harmonisk tung forrådnelse, er smaddermaskinen godt kørende. Det er ikke et perfekt album, men pissegodt og lige, hvad jeg havde brug for.
Jeg ville sige, at Aborted er kommet for at blive, men med 23 års sammenspil er de ikke nye på markedet. Aborted markerer deres territorium og pisser stregen godt og grundigt op!
