TOP 3 - Jonathan Pichard
TOP 3 internationale og danske udgivelser i 2017 - Ifølge skribent Jonathan Pichard
INTERNATIONALE
Moonspell – 1755
Jeg er normal slet ikke til goth, jeg taler/forstår ikke portugisisk og jeg har aldrig været i Portugal. Ergo har jeg absolut ingen tilknytning til landet, overhovedet. Så hvorfor i alverdens riger og lande er det, at 2017s absolut bedste skive er 1755? Fordi albummet er så magisk, så charmerende, så smukt, så dystert og så storslået, at det transcenderer sprog og kultur - lige fra den hviskende intro i "Em Nome do Medo" til Fernandos bombastiske skråleri i sangen "Abanão". Jeg skal heller ikke underkende det faktum, at hele ideen om, at det er et historisk konceptalbum, spiller en enorm rolle for mig rent personligt. Det er ikke for sjov at man jo er historielærer!
God Dethroned – The World Ablaze
Fra portugisisk barok-charme til dysenteri og afrevne lemmer i beskidte skyttegrave i det franske landskab. God Dethroned afslutter deres WW1 trilogi med et brag af et album, nemlig The World Ablaze - et bombastisk stykke hollandsk melo-død af den gamle skole, fyldt med raseri, vrede og helt igennem geniale og nærmest symfoniske soloer og mellempassager, fx i et nummer som "The 11th Hour" eller "Escape Across the Ice (The White Army). Henri Sattler har endnu engang bevist, at han er en formidabel sangskriver, der virkelig forstår at skrive eminent melo-død.
The Loom of Time – Nihilreich
Fra gamle rotter og erfarne herrer til en dugfrisk debut fra Australien. Jeg blev blæst baglæns tidligere i år, da jeg lyttede til Nihilreich, et mesterværk der kombinerer black, avantgarde og prog til en storslået pærevælling med virkelig velskrevne tekster. Især de to sidste sange, "The Fight for the Subhuman" og "The Wings of Ingenuity", understreger de unge australieres talent og ildhu.
DANSK
ORM – ORM
Man siger, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Men lige i ORMS tilfælde, så var det nu præcis derfor, at jeg overhovedet opdagede dem. Jeg købte ORMs vinyl, simpelthen pga. coveret. Der gik længe før, at jeg hørte den, faktisk hørte jeg den først den dag, da jeg skulle ud og præsentere dem til Night of the Black Attack 2. Og hold da helt ferie! Atmosfærisk, hedensk, black 'n' roll af den bedst tænkelig slags. Især et nummer som "Temple of the Deaf" beviser, hvor dygtige de er, den råstyrke der gemmer sig i deres musik er helt unik.
Deus Otiosus - Opposer
Dansk død anno 2017. Klassisk, oldschool dødsmetal, der mest af alt, minder om thrash metal i sit udtryk, præcis som Cannibal Corpse, Morbid Angel og de andre helt gamle dødsmetal bands gjorde tilbage i midt-80'erne. Alt ved dem er old school: sangteksterne, kompositionen og udtrykket. Det eneste, der dog ikke er helt gammeldaws, er produktionen, og tak for det!
Slægt – Domus Mysterium
Thomas Treos yndlingsband! Men det skal ikke ligge dem til last, for Slægt mestrer virkelig den charmerende blanding af black metal og 70'er rock. Den måde de væver dystre melodier med hurtige og elegante Thin Lizzy-agtige dobbelt-guitarsoloer beviser præcis hvorfor, at anmeldere landet over er faldet på røven over de purunge musikere.