TOP 3 - Cecilie Roos
TOP 3 internationale og danske udgivelser i 2017 - Ifølge skribent Cecilie Roos
INTERNATIONAL
Enslaved – E
De norske metalpionerer har med E endegyldigt afgjort, at de er kongerne af eksperimenterende metal. Deres fascination af hesten som ledsager, spirituelt væsen og tusindårig arbejdskraft har udmøntet sig i et album, der favner de progressive elementer på en måde, som kun kan beskrives som naturlig. Black metallen, som de i grunden lagde bag sig for flere år siden, spiller en barsk andenviolin, der fuldender det brogede lydtæppe på helt eminent facon. I min optik er E årets album og det skyldes i høj grad deres nye keyboardspiller, hvis clean vocals er et fuldendt supplement til Grutles grovkornede stemme.
The Black Dahlia Murder - Nightbringers
Er The Black Dahlia Murder arvtagerne til Cannibal Corpse? Det er et modigt postulat, da fans af sidstnævnte ofte er lige så rabiate, som den musik de holder så kær. Men det er ikke grebet ud af det blå, for Nightbringers er en blodrød, bloddryppende og helt igennem fascinerende/frastødende omgang new school old school død. De maler grusomme billeder gennem teksterne og leverer et ligeså grusomt soundtrack, alt sammen uden at udpensle for meget – noget fans af ”less is more” konceptet kan tilslutte sig. Der bliver dog ikke lagt fingre imellem og personligt glæder jeg mig til at se BEGGE bands, sammen, i løbet af foråret.
Ghost Bath – Starmourner
Det er sjældent man får æren af at anmelde TO skiver fra samme band, inden for lige så mange år, men det er ikke desto mindre, hvad der er sket her. Jeg indrømmer, at jeg selv sørgede for at slå kløerne i opfølgeren, for Ghost Bath pirrede fra første færd min nysgerrighed og jeg måtte derfor naturligvis se, om de stadig havde noget at byde på. Starmourner er ligeså positiv og inspirerende, som forgængeren var trist og deprimerende, og det på trods af at den anonyme forsangers’ vokal stadig er et studie i noget, der har ondt og bør aflives. Svimlende og klokkeklare guitarer, effekter, der hører til i den mere elektroniske genre, og så det mest anti-black tema i verden: Engle. Alt sammen munder ud i et ultra-fascinerende og umanerligt velspillet album, der er kommet i fast rotation.
DANSK
Unseen Faith – Wavers:
Jeg kan hive roser op af hatten fra nu af og til næste gang der skal laves toplister, så jeg vil i stedet citere enkelte passager, fra den ene gang jeg var så heldig at opleve Unseen Faith live - for hvem er bedre til at rose et band, end én der LIGE har lært dem at kende? ”Det var tungt nok til at matche Carnifex i brutalitet og samtidig både groovy og melodisk, med masser af velplacerede og veludførte breakdowns” og ”hvis alt det her skal koges ned til et minimum, så rullede musikken af scenen som en Sherman kampvogn på steroider.”
Nortt – Endeligt
En gåde i et mysterium - sådan kan Nortt beskrives. Manden bag årets mest deprimerende udgivelse er notorisk hemmelighedsfuld, optræder ikke live og hans musik kan bedst beskrives som lyden af en depression. Der er masser af bands derude, der beskæftiger sig med de interne kampe, med varierende grader af succes, men på Endeligt fornemmer man for alvor, hvor dybt hullet i sjælen kan være. Det er modløst, næsten opgivende og er absolut ikke for de utålmodige metalfans. Teknisk set er det black metal, men både drone og doom spiller en stor rolle og er med til at give pladen den hule klang, som fører dig ind i de mørke afkroge af sjælelig desperation.
Orm – Orm:
Orm er en halvfarlig omgang, hvis man foretrækker sin black stille og drømmende. Allerede fra første færd er der tempo og attitude, men uden at det bliver hverken anstrengende eller påtaget. Den hæse og samtidig kraftfulde vokal leder dig igennem en musikalsk rejse, hvor samtlige instrumenter hver især bidrager til den næsten episke følelse, der rulles ud igennem melodier og overbevisende riffs. Der er masser af atmosfære, men det bliver aldrig navlepillende og indadvendt, man føler sig tværtimod budt velkommen i deres univers og der er rigeligt at hente her for fans af velspillet black metal.